Glade drenge II

Forleden skulle drengene endnu engang vaccineres. På vej hen til lægen samlede jeg Rina op fra arbejde, men jeg kom 10 minutter for tidligt, så mens jeg ventede, hoppede jeg om på bagsædet for at sidde mellem autostolene og hygge mig med drengene. William var den første, jeg kiggede på, og i dét sekund jeg fik øjenkontakt med ham, begyndte han at grine. Det fik naturligvis mig til at grine, og da jeg drejede hovedet og kiggede hen på Elias, begyndte han også at grine. Sådan sad vi alle tre og grinede og grinede nonstop i 7 ud af de 10 minutter, vi ventede. Uden pause og uden noget egentligt at grine ad - vi var bare glade.

Men men men der var desværre ingen vej udenom: Vi skulle ind til den slemme doktormand. FEM indsprøjtninger fik de hver i lårene, og de hylede naturligvis af smerte og forskrækkelse. Først tænkte jeg "de tilgiver mig aldrig" og umiddelbart efter "mon de nogensinde igen vil grine lige så hjerteligt og sorgløst, som de gjorde lige før?".

Det var som sædvanlig ingen fornøjelse at være William Elliot og Elias Alexander i de følgende dage ... Feber og generel utilpashed plagede dem, og der var ikke meget at grine ad. Men noget siger os, at de nu er godt på vej tilbage til deres vante form. Se bare her:

Rock 'n' Roll, baby

I indlægget på drengenes 6-måneders fødselsdag beskrev vi, hvordan Elias hygger sig fint med bare at lege med sine fødder og ikke har så travlt med at rulle om på maven. Det har ændret sig siden! Faktisk har han rullet ivrigt lige siden dagen efter, vi skrev det indlæg. Den allerførste (succesrige) rulletur fangede vi desværre ikke, men vi fangede nummer to, som kom få minutter efter. William, som ligger til venstre i billedet, giver i øvrigt en smagsprøve på sit "da-da-da" krydret med nogle sultne grynt.

Den første tand! :-D

I går aftes opdagede Rina det pludselig: William har fået sin første tand! Den titter lige så fint frem i undermunden. :-) I bøgerne står der, at den første tand dukker op i 6-måneders-alderen, så det er lige efter bogen. (Faktisk kan den godt have været der i nogle dage, uden at vi opdagede det, og altså være 'født' på selve 6-måneders-dagen.)

På sin vis er det en lille ting, men alligevel virker det så stort og skelsættende: Vores lille baby er ved at blive til et rigtigt BARN!

Kært barn lærer tidsnok sit (rigtige) navn, ikke?

Vi må konstatere, at der absolut ingen reaktion kommer fra drengene, når vi bruger deres navne... Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi slet ikke bruger dem nok. Siger vi derimod "smukke skat", kigger de begge omgående!

Udover at de begge må tro, de hedder "smukke skat", tror de garanteret også, at de hedder "lille mand", "dejlige dreng", "nuttefrans", "lille mus(ling)", "smilefrans" og alle tænkelige kombinationer a la "lille smukke, dejlige skat" og "lillebitte smukke, dejlige nuttefrans" ("smukke" og "dejlige" har det med at gå igen).

Vi prøver af og til at kalde dem ved navn: "William?" Ingen respons. "William?" Stadig ingen respons. "Wiilllliaammmmm?" Og hvis han så tilfældigvis kigger: "Der var du jo, smukke skat!" Og dermed lykkes det os fuldstændig at sabotere vores eget navneindlæringsprojekt. But what to do? De er jo bare så cuuuute!

Boligblues ...

Udefra så det så godt ud, og udsigten er uovertruffen (!), men hvis vi kunne gøre det om, havde vi valgt et andet sted at bo. Der er en del ting, der ikke fungerer, og så har vi siden fundet ud af, at det er mere reglen end undtagelsen, at man ikke får sit depositum igen, når man flytter ud, og vi har lagt en ret så klækkelig sum. :-/

Øv, øv, øv.

Vi lod os forblænde af det her (solnedgangen fra vores altan):

I Miami er det stadig d. 3. marts

Og dermed stadig William og Elias' ½ års fødselsdag! Vi vil benytte lejligheden til at gøre lidt status:

Det er blevet nogle store drenge. Vi må se at få dem målt og vejet, så I kan få et indtryk af, HVOR store de er blevet. William er stadig størst, og det er et held, da de ellers ville ligne hinanden på en prik. Elias er lidt af en splint, hvilket garanteret hænger sammen med hans rolige væsen. Han har ganske enkelt ikke lige så travlt, som William har - heller ikke med at spise.

De er jo to vidt forskellige gemytter, de små, og deres udvikling afspejler dette meget fint. William mosler af sted og har travlt med at lære at kravle, mens Elias nyder stille og roligt at lege med sine fødder. William har slet ikke tid til at koncentrere sig om sine fødder, for han skal om på maven og fremad, fremad, fremad. Naturligvis kommer han ingen vegne, medmindre vi lader ham sætte af på vores håndflader, og det kan godt frustrere ham en del! I de situationer ligner han mest af alt en skildpadde, der er havnet på ryggen og ligger og spjætter (dog ligger han altså på maven). Vi kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndene over det - og i øvrigt tage hatten af for hans ihærdighed, for han bliver ved og ved og ved, selv om han virkelig ikke synes, det er særlig rart. Som sagt har Elias slet ikke det samme behov for at komme frem. Han vil hellere lege stille og roligt med nogle forskellige ting eller op og leje helikopter. Én ting har de dog til fælles: Den absolut bedste leg i verden er at tumle rundt på et tæppe med os og hive os i håret og bide i vores fingre eller ører, eller hvad de nu kan få fat på. Det synes vi nu også er ret hyggeligt.

Vi har netop købt højstole, og de er et hit! Drengene nyder at sidde med til bords, og - apropos leg - så elsker de naturligvis at lege "hvem kan smide mest legetøj ned på gulvet hurtigst". Det er umuligt at udpege en vinder - de er fantastiske til det begge to.

Det er to glade drenge. Om morgenen er prime time: De ligger og smiler så bredt, når de vågner, at man næsten kan fornemme, hvordan det må syre i deres kinder. :-) De relativt få frustrationer, der opstår i løbet af dagen, kan som regel tilskrives sult, behov for bleskift eller førnævnte 'forsøg på at kravle uden at komme nogen vegne'-problematik. Om natten sover de fra kl. ca. 19 til omkring kl. 6 om morgenen - afbrudt af 1-2 korte spisepauser.

De øver sig stadig flittigt i at snakke og snakker stadig meget forskelligt. William arbejder meget med da-da-da-da-da for tiden, mens Elias mest kommer med agrrrrrrrryyy-lyde. (Han har vist ikke fundet sin alveolarrand endnu.) Begge laver tit en ret morsom lyd, hvor de blæser kinderne op, så meget de kan, og så slipper en lille smule luft ad gangen i en bwwwww-agtig lyd. Sådan lidt som en trompetist. Det ser ekstremt nuttet ud.

Nå, men nu skal drengene snart i seng, så vi må hellere se at komme ud og fejre den sidste del af deres fødselsdag.

Tillykke til vores smukke drenge, som bliver sjovere og sjovere og dejligere og dejligere for hver dag, der går!

Den Dominikanske Republik - anden del

Som I ved, tog vi fra Santo Domingo til provinsen La Romana, hvor vi skulle feriere på et såkaldt 'resort'. Rina havde nøje udvalgt det, og vi glædede os helt vildt. Stedet viste sig at være lige lovlig charter-agtigt (Rina havde en forestilling om, at vi stort set ville være alene med palmetræerne på bounty-stranden - hvilket stedets website da også gav udtryk af), men vi nød nu at være der alligevel! På nogle punkter var det en lidt rystende og 'øjenåbende' tur i og med, at vi blev konfronteret med udbytningen af befolkningen i den 'tredje verden' på klos hold. Vores rengøringsdame fortalte, at hun arbejdede 10 timer om dagen, 6 dage om ugen, for det, der svarer til ca. 500 kr. om måneden, og at hendes mand, som også arbejdede på resortet, arbejdede 15 timer i døgnet. Sammen havde de en datter, som moderen så sent om aftenen, og faderen så om morgenen, når han fulgte hende i skole.

Ejerne af resortet var naturligvis ikke lokale dominikanere, men rige amerikanere bosiddende i USA ...

Dette skel mellem rige hvide og fattige sorte er utrolig markant over hele øen. Kører man rundt, ser man de lokale bo i faldefærdige huse, mens man få sekunder efter kigger ud over en golfbane, hvor hvide rigmænd svinger køllerne, og ikke to græsstrå afviger fra hinanden i længde. Man føler sig fuldstændig hensat til kolonitiden.

Men udover chokket over at se, hvordan koloniseringen af den tredje verden stortrives i denne såkaldt 'postkoloniale' tidsalder, og udover Rinas umiddelbare skuffelse over at erfare, at vi ikke var de eneste i verden, der havde opdaget denne lille perle på den caribiske kyst, havde vi en helt igennem fantastisk tur. Det gør jo så absolut heller ikke noget, at man får noget med hjem at tænke over!

I kan se billeder fra turen, hvis I klikker på linket i højre side.