Som I ved, tog vi fra Santo Domingo til provinsen La Romana, hvor vi skulle feriere på et såkaldt 'resort'. Rina havde nøje udvalgt det, og vi glædede os helt vildt. Stedet viste sig at være lige lovlig charter-agtigt (Rina havde en forestilling om, at vi stort set ville være alene med palmetræerne på bounty-stranden - hvilket stedets website da også gav udtryk af), men vi nød nu at være der alligevel! På nogle punkter var det en lidt rystende og 'øjenåbende' tur i og med, at vi blev konfronteret med udbytningen af befolkningen i den 'tredje verden' på klos hold. Vores rengøringsdame fortalte, at hun arbejdede 10 timer om dagen, 6 dage om ugen, for det, der svarer til ca. 500 kr. om måneden, og at hendes mand, som også arbejdede på resortet, arbejdede 15 timer i døgnet. Sammen havde de en datter, som moderen så sent om aftenen, og faderen så om morgenen, når han fulgte hende i skole.Ejerne af resortet var naturligvis ikke lokale dominikanere, men rige amerikanere bosiddende i USA ...
Dette skel mellem rige hvide og fattige sorte er utrolig markant over hele øen. Kører man rundt, ser man de lokale bo i faldefærdige huse, mens man få sekunder efter kigger ud over en golfbane, hvor hvide rigmænd svinger køllerne, og ikke to græsstrå afviger fra hinanden i længde. Man føler sig fuldstændig hensat til kolonitiden.
Men udover chokket over at se, hvordan koloniseringen af den tredje verden stortrives i denne såkaldt 'postkoloniale' tidsalder, og udover Rinas umiddelbare skuffelse over at erfare, at vi ikke var de eneste i verden, der havde opdaget denne lille perle på den caribiske kyst, havde vi en helt igennem fantastisk tur. Det gør jo så absolut heller ikke noget, at man får noget med hjem at tænke over!
I kan se billeder fra turen, hvis I klikker på linket i højre side.
2 kommentarer:
Hej med jer.
Hold op hvor ser det fantastisk ud på La Romana. Jeg har et spørgsmål..Hvornår var det i var der ? Og hvad hotel boede i på ? Vi er en flok der netop rejser til La Romana på onsdag, og vil vildt gerne høre en masse godt derfra. PS. Hvilke vaccinationer fik i ? samt skal man gøre sig nogle forholdsregler...Håber på nogle gode svar :-)
Hej Camilla
Vi var i Den Dominikanske Republik fra d. 28. januar til d. 6. februar - heraf de sidste 5 dage i La Romana. Der er smukt og dejligt, og folk er utrolig venlige, så I kan godt glæde jer. Hvis I har mulighed for at besøge Santo Domingo, er det også virkelig noget, vi kan anbefale.
Vi tænkte selv meget over vaccinationer, inden vi tog af sted - især fordi vi har to små børn. Vi valgte dog helt at droppe at blive vaccineret, da vi ikke fandt, at risikoen for at blive syge var særlig stor. Malaria er der forsvindende lidt af i La Romana (en af grundene til, at vi valgte den provins), og dengue-feber, som er lidt hyppigere, kan man alligevel ikke blive vaccineret imod. Så er der hepatitis, men det kan undgås, hvis man udviser lidt forsigtighed mht. hvad man putter i munden: Dvs. at hvis I undgår vand fra hanen og friske madvarer (salater mv.), som kan have været vasket i vand fra hanen, skulle der ikke kunne ske jer noget. Vi boede og spiste på et resort, og der kan man føle sig temmelig sikker, for de kan ikke riskere, at gæsterne bliver syge, og passer derfor meget på.
Vi håber, I får en god tur. :-)
Send en kommentar