De første bleer :-)

Findes der noget mere romantisk end at tilbringe sin ét-års-dag på babymesse? Nej, vel? Det mente vi heller ikke. ;o)

Fire fine små øko-bleer til de to fine små drengenumser fik vi bl.a. med hjem, og SÅ glade var vi for dem, at vi åbenbart mente, de skulle foreviges!

(Noget siger os dog, at begejstringen for bleer - og herunder bleskift - ikke varer ved, når man som tvillingeforældre alene det første år skal skifte ble mellem 6.000 og 9.000 gange! Phew ...)

Biiiig boys

Der er tilsyneladende en grund til, at maven vokser så flot - det lader nemlig til, at vi er ved at skabe nogle rigtige mandfolk. Ved et lægebesøg i dag fik vi konstateret, at vores drenge har det så godt, at de er hele 12 % større end gennemsnittet af små tvillingebebser!

Behøver vi fortælle, at det var et par svært stolte mødre, der gik derfra? ;-)

Fra fnug til flodhest

Nu forstår jeg, hvordan begrebet "Moder Jord" er opstået - jo mere gravid man bliver (dvs. jo mere moder man bliver), jo mere nærmer man sig ganske enkelt jorden! Hele 10 kilo har denne moder taget på indtil videre, og der er stadig 3½ måneds tid igen - hvilket er den periode, man ifølge bøgerne først for alvor skulle tage på i. Manner ...

EXIT Nørrebro - ENTER Vanløse

Så ser det ud til at være en realitet: I starten af juni rykker vi teltpælene op og flytter til Vanløse, hvor vi skal bo i et dejligt lille hus med en kæmpe have. Hvor er det fantastisk at vide, at vores drenge ikke skal vokse op på ydre Nørrebro! Og at vi snart skal plante krydderurter, blomster og grøntsager. :-)

At være optaget af ens egen navle

- er blevet svært at undgå, når den pludselig vender på vrangen og stritter ud i luften! Det ser sådan set lidt sjovt ud, men den er dejlig at røre ved - så super blød, som den er.

Vi har ræsonneret os frem til, at den er så blød, fordi den simpelthen består af babyhud. Huden i navlen har jo aldrig været berørt af noget som helst!

Livstegn!

Så skete det længe ventede: I går inden sengetid mærkede jeg vore drenge sparke (eller boksede de mon?) liiige dér under Maries maveskind. Det er fantastisk, at også jeg nu kan mærke deres tilstedeværelse. Glæden akkumulerede naturligvis, da vi i dag i forbindelse med et besøg hos jordemoderen - for mit vedkommende for første gang - hørte deres små hjerter galoppere afsted.

Livet er i sandhed et mirakel! :-D