Godt nytår!

Wow, sikke et år 2007 har været! Andre år er fløjet forbi, men dette år har virkelig syntes langt, simpelthen fordi det har været så intenst og indholdsrigt. Der er ingen af os, der kan forstå, at der var engang, hvor vi ikke havde William og Elias - og vi har faktisk kun haft dem hos os (sådan rigtigt) i årets sidste fire måneder. Hvem forstår sådan noget?

Vi er inviteret til nytårsfest hos nogle af de andre danskere herovre. Drengene skal passes af vores nanny, men da festen finder sted her i bygningen, kan vi gå ned og hilse på dem, så tit vi vil. Så må vi se, om de to gamle mødre overhovedet kan holde sig vågne til kl. 24.

Kort om de nye billeder, der er lagt ind: Det var egentlig vores plan at have rejst lidt herovre mellem jul og nytår, men så var det, at drengene blev syge, og vi måtte blive hjemme. Da de så blev raske her i løbet af weekenden, besluttede vi at tage på en lille udflugt. Lidt skulle vi altså nå at se, inden Rinas ferie var forbi, og når vi nu ikke kunne nå ud i vildmarken, tog vi i zoologisk have i stedet. Se billeder ved klik på linket i højre side.


I morgen kl. 18 (Miami-tid) vil vi sende jer alle masser og atter masser af kærlige tanker, for da træder I ind i det nye år hjemme i Danmark! Må 2008 blive lige så vanvittig godt som 2007!

De allerkærligste nytårshilsner
fra Rina, Marie, William & Elias

Det blev alligevel jul!

Når man læser vores sidste indlæg, får man indtryk af, at vi har haft en helt igennem forfærdelig jul. Der er skruet godt op for patos. ;o) Men vi har skam også fået julet på den go'e måde. Stuebirken er pyntet med lys og kulørte kugler, anlægget har kørt med suveræn cajun og cubansk julemusik, og i går aftes sørgede Rina for, at vi fik en helt igennem fantastisk julemiddag: Flæskesteg, rødkål, brune kartofler, ris a la mande ... alles.

Uhm!

Jul på børnehospitalet

Det lyder som titlen på en julekalender, men det blev virkelighed for os denne juleaften. Drengene havde skrantet i en uges tid, og da Elias i dagene op til jul fik slem hoste og begyndte at kaste op, tog vi mandag morgen af sted til hospitalet. De konstaterede, at begge drenge var slemt forkølede, men mente ikke, at der var grund til bekymring. Dog skulle vi komme tilbage med det samme, hvis Elias - som klart havde det værst - fik feber.

Om aftenen skulle vi have været til julemiddag hos nogle af Rinas kolleger, men det droppede vi, da vi mente, vi hellere måtte blive hjemme hos vores syge drenge. I stedet ville Rina købe ind og lave lækker julemad til os, men mens hun var ude at handle, røg Elias' temperatur i vejret, og hun måtte haste hjem fra supermarkedet, så vi kunne komme af sted til hospitalet. I farten nåede hun heldigvis lige at gribe et par kalkunsandwich, som vi kunne spise i bilen derud. Det var heldigt, for vi var først hjemme igen 6-7 timer senere.

Puha, det var en forfærdelig omgang, han blev udsat for, den lille fyr ... :-( Han fik både et kateter op, lagt drop i hånden og suget næsen op til flere gange med et voldsomt apparat. Det hele virkede lige lovlig dramatisk, syntes vi! Men det var godt, vi tog derud (det nåede vi ellers at fortryde cirka 100 gange), for antallet af hvide blodlegmer viste sig at være dobbelt så højt som normalt, så den lille mand må have en infektion et sted. Vi ved endnu ikke hvor, men han er kommet på antibiotika og er gudskelov klart i bedring. Vi var på hospitalet igen her tirsdag aften for at få et ekstra skud antibiotika, og vi skal derud igen i morgen tidlig og have svar på prøverne.

Så julen 2007 blev en jul, vi sent glemmer - bare ikke på den fede måde. Snøft ... Og vi ville jo faktisk i virkeligheden allerhelst have været hjemme hos alle jer!

Så er der kontakt!

I går, da vi havde lagt ungerne med en flaske hver på sofaen, lagde vi pludselig mærke til, at William lå og snakkede. Det undrede os lidt, for han plejer ikke at snakke så meget, med mindre vi har øjenkontakt med ham, og på det tidspunkt foretog vi os andre ting. Vi kiggede derfor til drengene, og minsandten om han ikke lå og snakkede til Elias! Man kunne se, at Elias ikke var helt forberedt på det, for det tog lidt tid, før han responderede, men der var ikke noget at tage fejl af: De havde direkte øjenkontakt og både smilede og snakkede til hinanden. Det var helt fantastisk at se. Vi skyndte os at finde videokameraet frem, så denne deres allerførste samtale kunne blive foreviget.

Det er - som sædvanlig - William, der er mest højlydt (Marie kalder ham Tom Jones ;-), men spidser man ører, kan man hen imod slutningen også høre Elias.

Det er i øvrigt sjovt så forskelligt, de snakker. Det var faktisk Elias, der startede. Han indførte de tidligere omtalte gloser nnnngaaoooo og ngaaaah - hele tiden med pauser mellem ordene, så vi andre kunne få lov at sige noget. Da William begyndte at snakke for alvor, var det som regel med lange, ivrige aaah-lyde uden de store pauser imellem. Senest er William begyndt at lyde lidt som en krage (eller en delfin faktisk), mens Elias taler mere afdæmpet, men med nogle ret raffinerede konsonantlyde. Ved ikke, om disse detaljer interesserer andre end mødrene (!) , men her er i hvert fald en bid af deres første samtale, som alle med garanti vil finde ret herlig:



Ifølge bøgerne skulle det være denne kontakt mellem tvillinger, som gør, at de udvikler 'almindeligt sprog' senere end andre børn. De får nemlig i nogen grad opfyldt deres talebehov med hinanden i stedet for med voksne og kommer faktisk til at udvikle et fælles sprog, hvor de kan forstå hinanden. Tænk at kunne forstå en krage! :-D

Aftenhygge

Efter en dag præget af forkølelse og - for Williams vedkommende - feber, får vi os en hyggestund på legetæppet. William har helt tydeligt fået det bedre af at få noget febernedsættende medicin.

Det er mørkt, det er sent, det er knaldhyggeligt!

Verdens mest nuttede børn - ganske enkelt

Som tidligere beskrevet er det en fornøjelse at gå tur med drengene (hvis man da er i humør til at sludre med folk, for det kommer man til). I går, da vi var på indkøb, var der en dame, der simpelthen blev nødt til på stedet at ringe til sin veninde for at fortælle om de små, mens en anden tog billeder af dem med sit mobilkamera. Skægt. :-)

Apropos billeder vil I finde en masse nye, hvis I klikker på linket i højre side! Nogle af dem er taget af vores nye nanny, som synes, drengene er så kære, at hun MÅ fotografere dem dagligt.

Kan I sige "nanny"?

Nu er der gået ca. en måned siden navnefesten, og da vi stadig ikke har fået det første 'aupair-besøg' hjemmefra (tsk tsk tsk), har vi taget konsekvensen og hyret en nanny. Sgu!

Hun hedder Renee og vil fremover bo hos os og hjælpe Marie i det daglige med at sørge for, at vores alle sammens små darlings har det optimalt - og mon ikke Marie nu vil få tid til sådan noget som at spise en gang imellem og måske endda opdatere bloggen lidt oftere?? That's the plan. ;-)

Hulk ...

Åh, det er da helt forfærdeligt at få sine børn vaccineret! Man føler sig jo totalt svigefuld, når man lægger de små intetanende væsener op på briksen, og de ligger der og smiler varmt og tillidsfuldt til sygeplejersken, lige indtil ... VRÆÆÆL!!

Kommer der ikke nogen over og trøster mødrene?? :´(

Nnnngaaooo!

Jeg har læst et eller andet sted, at man ikke alene skal tale meget med sine børn, man skal også immitere deres lyde, så de får en fornemmelse af dialog. Så det gør jeg lystigt, når jeg tager mig en af dagens mange snakke med dem. Nogle gange kan jeg dog ikke lade være med at tænke på, hvad det mon er vi siger til hinanden? Der er jo ingen tvivl om, at drengene kommunikerer et eller andet, når de siger "nnngaaa" eller "nnnngaaooo" eller "guiiii", og når jeg så gentager, siger de som regel en anden lyd (sådan rigtig dialog- agtigt). Men andre gange ser de vildt overraskede ud - som om jeg har sagt noget værre sludder (!) eller misforstået emnet fuldstændig. Bare jeg ikke af og til kommer til at fornærme dem!?

3 måneder - yippee!!!

Hey alle sammen (hvis der da stadig er nogen, der kigger med?)

Så er William og Elias fyldt 3 måneder. Tænk, det lyder ikke af særlig meget ... 3 måneder ... men, hold op, hvor er der sket meget på den tid. Det er slet ikke til at forstå, at vi en tidlig morgen for bare 3 måneder siden satte os ud i bilen med kurs mod Rigshospitalet, at vi senere samme dag fik vores elskede små aliens at se for første gang, at vi de efterfølgende otte dage lå indlagt, at vi derefter kom hjem i huset i Vanløse og fik etableret en hverdag, og at vi nu bor her i Miami ... What a ride!

Men det vildeste af alt er nu den udvikling, der har fundet sted hos drengene. Fra at være nogle bitte-bitte-små babyer, der ikke kunne særlig meget, er det blevet nogle store, flotte drenge, der kan en hel masse. De følger nøje ALT med øjnene, de smiler, griner og snakker dagen lang og er så småt begyndt at kunne styre deres hænder, som de fx støtter sutteflasken med, når de får mad, og sutter grådigt på, når de bliver sultne. (Lidt ligesom Bill Murray er ved at æde sin hånd i starten af En ny dag truer, hvis I har set den.)

Hov, har vi for resten fortalt, at de - efter vi flyttede til USA - har sovet 12 timer hver nat? Ofte i ét stræk, og af og til med et enkelt afbræk på ca. 5 minutter, hvor de lige får en flaske. Vi troede kun, vi var så heldige første nat, men det har vist sig at holde ved. Thank you, lord!

I højre side har vi linket til en mappe med billeder fra vores første tid her i Miami. Nogle billeder, som var kommet med sidste gang (under "Turen over atlanten"), er rykket med herover, da de hørte bedre til her. Vi mangler stadig at lægge billeder ind fra navnefesten, men de kommer en af dagene. Vi havde håbet at modtage nogle flere (vi har ikke selv særlig mange), men nu får I bare dem, vi har. Vi har til gengæld en masse pragtfulde billeder fra drengenes første tre måneder, som I endnu ikke har set. De vil blive lagt ind en af dagene.

Hip hurra for vores dejlige, store børn!

Tvillingeudlejning - en guldgrube?

Mand, man får meget opmærksomhed som tvillingeforældre her i Miami. Vi fik også opmærksomhed i Danmark, men det her er på en HELT anden måde. Folk falder jo fuldstændig i svime over de små mænd: "OH, MY GOD... THEY'RE SO CUUUUTE!!!" Og så bliver der ellers stillet et hav af spørgsmål til os og bejlet til de små. De fleste ender med at sige "God bless them!", mens nogle kysser deres hænder og/eller fødder, og andre spørger om de ikke må få bare den ene med hjem. ;-) Det må uden sammenligning være den mest effektive måde at møde nye mennesker på i USA. En af Rinas kolleger har allerede - i spøg, bevares - spurgt, om hun ikke måtte låne dem med i supermarkedet. Vi øjner en glimrende forretning. ;o)