mandag den 31. december 2007

Godt nytår!

Wow, sikke et år 2007 har været! Andre år er fløjet forbi, men dette år har virkelig syntes langt, simpelthen fordi det har været så intenst og indholdsrigt. Der er ingen af os, der kan forstå, at der var engang, hvor vi ikke havde William og Elias - og vi har faktisk kun haft dem hos os (sådan rigtigt) i årets sidste fire måneder. Hvem forstår sådan noget?

Vi er inviteret til nytårsfest hos nogle af de andre danskere herovre. Drengene skal passes af vores nanny, men da festen finder sted her i bygningen, kan vi gå ned og hilse på dem, så tit vi vil. Så må vi se, om de to gamle mødre overhovedet kan holde sig vågne til kl. 24.

Kort om de nye billeder, der er lagt ind: Det var egentlig vores plan at have rejst lidt herovre mellem jul og nytår, men så var det, at drengene blev syge, og vi måtte blive hjemme. Da de så blev raske her i løbet af weekenden, besluttede vi at tage på en lille udflugt. Lidt skulle vi altså nå at se, inden Rinas ferie var forbi, og når vi nu ikke kunne nå ud i vildmarken, tog vi i zoologisk have i stedet. Se billeder ved klik på linket i højre side.


I morgen kl. 18 (Miami-tid) vil vi sende jer alle masser og atter masser af kærlige tanker, for da træder I ind i det nye år hjemme i Danmark! Må 2008 blive lige så vanvittig godt som 2007!

De allerkærligste nytårshilsner
fra Rina, Marie, William & Elias

onsdag den 26. december 2007

Det blev alligevel jul!

Når man læser vores sidste indlæg, får man indtryk af, at vi har haft en helt igennem forfærdelig jul. Der er skruet godt op for patos. ;o) Men vi har skam også fået julet på den go'e måde. Stuebirken er pyntet med lys og kulørte kugler, anlægget har kørt med suveræn cajun og cubansk julemusik, og i går aftes sørgede Rina for, at vi fik en helt igennem fantastisk julemiddag: Flæskesteg, rødkål, brune kartofler, ris a la mande ... alles.

Uhm!

Jul på børnehospitalet

Det lyder som titlen på en julekalender, men det blev virkelighed for os denne juleaften. Drengene havde skrantet i en uges tid, og da Elias i dagene op til jul fik slem hoste og begyndte at kaste op, tog vi mandag morgen af sted til hospitalet. De konstaterede, at begge drenge var slemt forkølede, men mente ikke, at der var grund til bekymring. Dog skulle vi komme tilbage med det samme, hvis Elias - som klart havde det værst - fik feber.

Om aftenen skulle vi have været til julemiddag hos nogle af Rinas kolleger, men det droppede vi, da vi mente, vi hellere måtte blive hjemme hos vores syge drenge. I stedet ville Rina købe ind og lave lækker julemad til os, men mens hun var ude at handle, røg Elias' temperatur i vejret, og hun måtte haste hjem fra supermarkedet, så vi kunne komme af sted til hospitalet. I farten nåede hun heldigvis lige at gribe et par kalkunsandwich, som vi kunne spise i bilen derud. Det var heldigt, for vi var først hjemme igen 6-7 timer senere.

Puha, det var en forfærdelig omgang, han blev udsat for, den lille fyr ... :-( Han fik både et kateter op, lagt drop i hånden og suget næsen op til flere gange med et voldsomt apparat. Det hele virkede lige lovlig dramatisk, syntes vi! Men det var godt, vi tog derud (det nåede vi ellers at fortryde cirka 100 gange), for antallet af hvide blodlegmer viste sig at være dobbelt så højt som normalt, så den lille mand må have en infektion et sted. Vi ved endnu ikke hvor, men han er kommet på antibiotika og er gudskelov klart i bedring. Vi var på hospitalet igen her tirsdag aften for at få et ekstra skud antibiotika, og vi skal derud igen i morgen tidlig og have svar på prøverne.

Så julen 2007 blev en jul, vi sent glemmer - bare ikke på den fede måde. Snøft ... Og vi ville jo faktisk i virkeligheden allerhelst have været hjemme hos alle jer!

lørdag den 22. december 2007

Så er der kontakt!

I går, da vi havde lagt ungerne med en flaske hver på sofaen, lagde vi pludselig mærke til, at William lå og snakkede. Det undrede os lidt, for han plejer ikke at snakke så meget, med mindre vi har øjenkontakt med ham, og på det tidspunkt foretog vi os andre ting. Vi kiggede derfor til drengene, og minsandten om han ikke lå og snakkede til Elias! Man kunne se, at Elias ikke var helt forberedt på det, for det tog lidt tid, før han responderede, men der var ikke noget at tage fejl af: De havde direkte øjenkontakt og både smilede og snakkede til hinanden. Det var helt fantastisk at se. Vi skyndte os at finde videokameraet frem, så denne deres allerførste samtale kunne blive foreviget.

Det er - som sædvanlig - William, der er mest højlydt (Marie kalder ham Tom Jones ;-), men spidser man ører, kan man hen imod slutningen også høre Elias.

Det er i øvrigt sjovt så forskelligt, de snakker. Det var faktisk Elias, der startede. Han indførte de tidligere omtalte gloser nnnngaaoooo og ngaaaah - hele tiden med pauser mellem ordene, så vi andre kunne få lov at sige noget. Da William begyndte at snakke for alvor, var det som regel med lange, ivrige aaah-lyde uden de store pauser imellem. Senest er William begyndt at lyde lidt som en krage (eller en delfin faktisk), mens Elias taler mere afdæmpet, men med nogle ret raffinerede konsonantlyde. Ved ikke, om disse detaljer interesserer andre end mødrene (!) , men her er i hvert fald en bid af deres første samtale, som alle med garanti vil finde ret herlig:



Ifølge bøgerne skulle det være denne kontakt mellem tvillinger, som gør, at de udvikler 'almindeligt sprog' senere end andre børn. De får nemlig i nogen grad opfyldt deres talebehov med hinanden i stedet for med voksne og kommer faktisk til at udvikle et fælles sprog, hvor de kan forstå hinanden. Tænk at kunne forstå en krage! :-D

torsdag den 20. december 2007

Aftenhygge

Efter en dag præget af forkølelse og - for Williams vedkommende - feber, får vi os en hyggestund på legetæppet. William har helt tydeligt fået det bedre af at få noget febernedsættende medicin.

Det er mørkt, det er sent, det er knaldhyggeligt!

mandag den 17. december 2007

Verdens mest nuttede børn - ganske enkelt

Som tidligere beskrevet er det en fornøjelse at gå tur med drengene (hvis man da er i humør til at sludre med folk, for det kommer man til). I går, da vi var på indkøb, var der en dame, der simpelthen blev nødt til på stedet at ringe til sin veninde for at fortælle om de små, mens en anden tog billeder af dem med sit mobilkamera. Skægt. :-)

Apropos billeder vil I finde en masse nye, hvis I klikker på linket i højre side! Nogle af dem er taget af vores nye nanny, som synes, drengene er så kære, at hun MÅ fotografere dem dagligt.

torsdag den 13. december 2007

Kan I sige "nanny"?

Nu er der gået ca. en måned siden navnefesten, og da vi stadig ikke har fået det første 'aupair-besøg' hjemmefra (tsk tsk tsk), har vi taget konsekvensen og hyret en nanny. Sgu!

Hun hedder Renee og vil fremover bo hos os og hjælpe Marie i det daglige med at sørge for, at vores alle sammens små darlings har det optimalt - og mon ikke Marie nu vil få tid til sådan noget som at spise en gang imellem og måske endda opdatere bloggen lidt oftere?? That's the plan. ;-)

fredag den 7. december 2007

Hulk ...

Åh, det er da helt forfærdeligt at få sine børn vaccineret! Man føler sig jo totalt svigefuld, når man lægger de små intetanende væsener op på briksen, og de ligger der og smiler varmt og tillidsfuldt til sygeplejersken, lige indtil ... VRÆÆÆL!!

Kommer der ikke nogen over og trøster mødrene?? :´(

mandag den 3. december 2007

Nnnngaaooo!

Jeg har læst et eller andet sted, at man ikke alene skal tale meget med sine børn, man skal også immitere deres lyde, så de får en fornemmelse af dialog. Så det gør jeg lystigt, når jeg tager mig en af dagens mange snakke med dem. Nogle gange kan jeg dog ikke lade være med at tænke på, hvad det mon er vi siger til hinanden? Der er jo ingen tvivl om, at drengene kommunikerer et eller andet, når de siger "nnngaaa" eller "nnnngaaooo" eller "guiiii", og når jeg så gentager, siger de som regel en anden lyd (sådan rigtig dialog- agtigt). Men andre gange ser de vildt overraskede ud - som om jeg har sagt noget værre sludder (!) eller misforstået emnet fuldstændig. Bare jeg ikke af og til kommer til at fornærme dem!?

3 måneder - yippee!!!

Hey alle sammen (hvis der da stadig er nogen, der kigger med?)

Så er William og Elias fyldt 3 måneder. Tænk, det lyder ikke af særlig meget ... 3 måneder ... men, hold op, hvor er der sket meget på den tid. Det er slet ikke til at forstå, at vi en tidlig morgen for bare 3 måneder siden satte os ud i bilen med kurs mod Rigshospitalet, at vi senere samme dag fik vores elskede små aliens at se for første gang, at vi de efterfølgende otte dage lå indlagt, at vi derefter kom hjem i huset i Vanløse og fik etableret en hverdag, og at vi nu bor her i Miami ... What a ride!

Men det vildeste af alt er nu den udvikling, der har fundet sted hos drengene. Fra at være nogle bitte-bitte-små babyer, der ikke kunne særlig meget, er det blevet nogle store, flotte drenge, der kan en hel masse. De følger nøje ALT med øjnene, de smiler, griner og snakker dagen lang og er så småt begyndt at kunne styre deres hænder, som de fx støtter sutteflasken med, når de får mad, og sutter grådigt på, når de bliver sultne. (Lidt ligesom Bill Murray er ved at æde sin hånd i starten af En ny dag truer, hvis I har set den.)

Hov, har vi for resten fortalt, at de - efter vi flyttede til USA - har sovet 12 timer hver nat? Ofte i ét stræk, og af og til med et enkelt afbræk på ca. 5 minutter, hvor de lige får en flaske. Vi troede kun, vi var så heldige første nat, men det har vist sig at holde ved. Thank you, lord!

I højre side har vi linket til en mappe med billeder fra vores første tid her i Miami. Nogle billeder, som var kommet med sidste gang (under "Turen over atlanten"), er rykket med herover, da de hørte bedre til her. Vi mangler stadig at lægge billeder ind fra navnefesten, men de kommer en af dagene. Vi havde håbet at modtage nogle flere (vi har ikke selv særlig mange), men nu får I bare dem, vi har. Vi har til gengæld en masse pragtfulde billeder fra drengenes første tre måneder, som I endnu ikke har set. De vil blive lagt ind en af dagene.

Hip hurra for vores dejlige, store børn!

søndag den 2. december 2007

Tvillingeudlejning - en guldgrube?

Mand, man får meget opmærksomhed som tvillingeforældre her i Miami. Vi fik også opmærksomhed i Danmark, men det her er på en HELT anden måde. Folk falder jo fuldstændig i svime over de små mænd: "OH, MY GOD... THEY'RE SO CUUUUTE!!!" Og så bliver der ellers stillet et hav af spørgsmål til os og bejlet til de små. De fleste ender med at sige "God bless them!", mens nogle kysser deres hænder og/eller fødder, og andre spørger om de ikke må få bare den ene med hjem. ;-) Det må uden sammenligning være den mest effektive måde at møde nye mennesker på i USA. En af Rinas kolleger har allerede - i spøg, bevares - spurgt, om hun ikke måtte låne dem med i supermarkedet. Vi øjner en glimrende forretning. ;o)

mandag den 26. november 2007

We made it!

Det er jo en smal sag at flytte kontinent, når man har sådan nogle nemme børn! Vi var en anelse nervøse på forhånd, men det var der absolut ingen grund til. Som I kan se på de billeder, vi har lagt ind fra turen, var der kun smil og glade miner på rejsen over atlanten.

Og vi har i øvrigt fundet opskriften på ikke at få jetlag, når man rejser til USA: Sov ikke natten før afrejsen. Derved har man nemlig brug for lige præcis de ekstra timer at sove i, som man 'får foræret' pga. tidsforskellen. Med andre ord sov vi (alle fire - også drengene!) 12 timer i ét stræk, da vi kom frem: fra kl. 6 om aftenen til 6 om morgenen, og så var dén tilpasning ellers overstået. (Indrømmet, vi opdagede ikke dette 'klimatiseringstrick', fordi vi havde gennemtænkt det, men fordi vi pakkede til allersidste sekund.)

Der var kun én ting, som ikke forløb 'smooth' på rejsen, og det var, at det var lykkedes Air France ikke at medbringe noget som helst af vores bagage, som bestod af fire kufferter og to autostole (jf. billedet). Det var en ret spøjs fornemmelse kun at forlade lufthavnen med børn og håndbagage! Men egentlig var det ikke så tosset, for vi fik 400 dollars at shoppe for (det kan man få meget for herovre!), og bagagen ankom den efterfølgende aften.

mandag den 19. november 2007

TAK for en dejlig fest!


Kære alle

Vi vil gerne sige tusinde tak til jer alle sammen for en rigtig hyggelig eftermiddag og for alle de mange fantastiske gaver. Som I ved, rejser vi til Miami onsdag morgen (om ca. 30 timer - gisp, hvor mangler vi stadig at pakke meget!), og alene gaverne fylder det meste af den største kuffert, vi har. Det var ikke jer alle, vi nåede at takke, inden festen var slut, så I får vores tak her: TAK!!!

Det var SÅ dejligt at se jer alle sammen, og vi glæder os sådan til, at I overrender os i Florida. Vi skal nok se at få lagt den der kalender ud på nettet, hvor man kan booke sig på besøgs-/'au pair'-uger. ;-)

Vi når ikke at lægge billeder fra festen ud på bloggen, inden vi rejser, men kig jævnligt tilbage. Pludselig er de der. Vi fik desværre selv taget alt for få, så hvis I ligger inde med nogle, må I meget gerne sige til, så vi kan få lagt dem ud til alles glæde.

Nu vil vi ikke skrive mere i denne omgang, da vi stadig mangler at pakke de sidste kufferter (og i øvrigt pakke hjemmet ned ... gisp igen!), men vi vender snarligt tilbage.

This time reporting LIVE from Miami! :-D

lørdag den 3. november 2007

To måneder gamle - og hva' så?

Så en hel masse!! Vi har nu to smukke storsmilende, storsludrende, storcharmerende helt ekstremt overdrevet nuttede store drenge! William lagde ud med at veje 3200 g og vejer nu 5500 g, og Elias startede på 2900 g og vejer nu godt 4500 g. I længden er de gået fra hhv. 50 og 49 cm til 60 og 59 cm! Og i graden af nuttethed har de simpelthen sprængt skalaen. Se bare dette filmklip:



Vi er samtidig så forbandet heldige, at de sover i ét stræk fra kl. ca. 11 om aftenen til kl. 6 om morgenen. Stik dén! (Vi gentager: Man må godt blære sig på egen blog. ;o)

Hip hurra for William og Elias, der fylder to måneder i dag!!

onsdag den 24. oktober 2007

Hvor nuttet har man lov at være?

William til venstre og Elias til højre

søndag den 21. oktober 2007

Svært tilfredsstillende borgerliggørelse

Jeg har aldrig rigtig brudt mig om tanken om borgerregistrering, cpr-numre og deslige og har misundt bl.a. grækerne og franskmændene, at de ikke har ladet sig registrere i sådan en grad. Men hvor er det bare svært tilfredsstillende at modtage drengenes navnebeviser, pas (ja, det skal spædbørn selv have nu om stunder) og sygesikringskort, for det vidner jo om, AT DE VIRKELIG FINDES!

torsdag den 11. oktober 2007

Navnefest!

Vi vil hermed gerne annoncere, at vi holder en mindre navnefest for vores smukke drenge søndag d. 11. november. Så mød op kl. 15 og vær med til at fejre William og Elias sammen med os. Vi byder på lidt forskelligt - så meget, som man nu kan nå at lave, når man har tvillinger! - men først og fremmest vi vil bare gerne nå at samle alle til en festlig eftermiddag, inden vi drager mod det store udland.

Vi glæder os sådan til at se jer alle sammen!

onsdag den 3. oktober 2007

Vi kan vist lige akkurat nå ...

... at ønske vores drenge tillykke her på bloggen inden kl. 24.00. For som farmor Lene så rigtigt har påpeget, er det Elias og Williams 1 måneds fødselsdag i dag!

Som I nok har bemærket, har der været temmelig stille her på sitet, siden deres 1 uges fødselsdag, for vi har ganske enkelt fået så livligt et hjem, at der knap har været tid til at tænde computeren. Det er relativt hårdt, og mødrene er trætte, men det er så absolut hvert et søvnigt sekund værd (gange en million milliard fantasillion).

Vi har stadig så meget at fortælle - alene fra den første tid på hospitalet, som virkelig var meget unik og begivenhedsrig. I skal fx høre om den sure gimpe, der tog imod os på barselsgangen den dag, drengene blev født, og om englene Lillian og Margit, der - forklædt som jordemoderstuderende - gjorde de fire efterfølgende dage helt fantastiske for os. I skal også høre om den obligatoriske tudetur, som - helt efter bogen - indtrådte på femtedagen osv. osv. Og ikke mindst skal vi have lagt en hulens masse billeder ind.

Det kommer alt sammen, så kig jævnligt forbi. I dag lægger vi nogle billeder ud fra de første par dages besøg på hospitalet. Der var mange flere gæster, end man kan se her - dem vil I kunne se billeder af, så snart vi får overført dem til computeren fra de forskellige kameraer, der var i brug.

Til sidst vil vi gerne sige, at vi er SÅ utrolig glade og taknemmelige for al den opmærksomhed, der var omkring fødslen. Det var skønt at fejre den store begivenhed med så mange af dem, vi holder af, og drengene fik tonsvis af flotte gaver. Det kan de vist godt vænne sig til. :-) Tusinde tak til jer alle for at have bidraget til at give William og Elias sådan en fantastisk velkomst!

mandag den 10. september 2007

Så skete det endelig!

Kære alle sammen

For en uge siden kl. henholdsvis 11:13 og 11:14 om formiddagen kom verdens smukkeste og dejligste unge mænd til verden!

Vi har utrolig meget at berette om den første uge af deres liv, men vil lige nu blot annoncere, at de er sunde og velskabte og i god trivsel. Alt det andet lægger vi på bloggen i løbet af den næste tid.

Hvis man klikker på linket til højre, kan man se en håndfuld af de milliarder billeder, vi hidtil har taget. Dem kommer der mange flere af her på bloggen i den kommende tid.

Lad os starte med at byde William og Elias velkommen til livet!

fredag den 31. august 2007

De nærmere oplysninger

Så har vi været til den såkaldte forsamtale vedr. kejsersnit, og vi kan nu berette, at drengene er sat til at komme til verden på et eller andet tidspunkt mandag formiddag mellem kl. 9:30 og 10:30. Så i det tidsrum må alle meget gerne sende gode vibes!

Det hele finder sted på Rigshospitalet, hvor vi formentlig vil være indlagt i de efterfølgende fem til syv dage. Vi ved først på mandag, hvor på hospitalet vi bliver 'indlogeret' efter indgrebet, men møder man op i opgang 4 på 2. sal, skulle man gerne kunne finde os et eller andet sted i nærheden - ellers lover vi at komme og finde jer. :-) Der er borde og stole ude ved elevatorerne, så der kan man altid slå sig ned, indtil dørene går op for det store øjeblik.

Besøgstiden er mellem kl. 18 og 20. Vi glæder os HELT VILDT til at se jer alle sammen!

På mandag er det [beep] og [beep]s fødselsdag
HURRA, HURRA, HURRA! ;-D

Her kan I se, hvor I finder os:

torsdag den 30. august 2007

Monday it is

Som de fleste af jer allerede ved, fik vi i går at vide, at drengene har det så fint derinde, at de godt kan vente med at komme ud til på mandag. Dermed kommer de ud til 'tvillingetermin' (dvs. 14 dage før alm. termin), hvilket - navnlig for enæggede tvillinger - skulle være ganske usædvanligt. Det er vi rigtig glade for og stolte over.

Men der venter os en lang weekend! Ikke alene er det blevet RET drøjt med de ekstra kilo og utallige plukveer, men vi havde jo også sat os lidt op til, at vi skulle møde vores drenge i dag. Men, men, men ... det er helt klart værd at vente, for bebserne tager stadig ca. 30 g på hver om dagen og skulle ifølge fødselslægen hver især være oppe på ca. 3 kg på mandag. En rigtig flot fødselsvægt for tvillinger, som i gennemsnit bliver født i 36. uge med en vægt på ca. 2.300 gram.

Man må godt blære sig på sin egen blog. ;-)

torsdag den 23. august 2007

HIK!

Der er næsten ikke noget sødere, end når man kan mærke den ene lille bebs have hikke inde i maven. Det skulle måske lige være, når man kan mærke dem begge to have hikke samtidigt, som det skete i går aftes:

Hik, hik ... hik, hik ... hik, hik ... hik, hik ... hik, hik ...

Spændingen stiger...

I går var vi til scanning for sidste gang. Ja, det troede vi da. Alt så smukt ud, og drengene var flotte og livlige - og i øvrigt nogenlunde lige store, hvilket er ret usædvanligt for tvillinger. De små mænd vejer nu ca. 2700 gram hver, så det er lige efter bogen!

Det eneste, de søde scanningssygeplejersker ikke var helt tilfredse med, var, at den ene tvilling så ud til at have en anelse mindre fostervand end den anden. Derfor den ekstra scanning, som bliver foretaget på onsdag i næste uge. Hvis ubalancen på det tidspunkt er forværret, bliver drengene taget ud dagen efter, dvs. torsdag d. 30. august.

Vi håber ikke, at det i så fald vil lave for meget kuk i rejseplanerne for den del af familien, der ikke kommer fra hovedstadsområdet! Desværre kan vi først give endelig besked om det på onsdag ved middagstid ... :-/

Turbo på torpedo-maven

Kurven her til venstre er sådan en, som man finder på en såkaldt vandrejournal, som gravide har med sig gennem hele graviditetsforløbet. Her kan læger og jordemødre indtegne mavens mål i de forskellige uger. Det maksimale antal cm er 40, så min læge måtte helt droppe at sætte et kryds, da jeg blev målt i mandags: præcis 50 cm!

Bevares, skemaet er nok mest møntet på enkeltgravide, men alligevel ... :-)

Og større bliver jeg endnu, for fødselslægen, som vi talte med i går, regner med, at drengene stadig vil nå at tage ca. 600 gram på tilsammen inden fødslen. Phew!

La familia

Vi har lige gjort status over den (nære) familie, der venter drengene herude i livet: 1 oldemor, 5 bedsteforældre, 3 forældre, 5 onkler, 1 moster, 2 fastre, 4 fætre, 2 kusiner - samt 1 nevø og 1 niece, for at det ikke skal være løgn. Dertil kommer naturligvis onklernes og mos-/fastrenes kærester eller ægtefæller og alle de fætre og kusiner, der vil komme dumpende hen ad vejen.

Sejt!

onsdag den 8. august 2007

Så kender vi drengenes fødselsdag!

I dag var vi hos fødselslægen, hvor der blev bestilt tid til kejsersnit. Vi kunne ikke vælge så frit, som vi troede (der bliver kun udført kejsersnit på tvillingegravide om fredagen og om mandagen), så den store dag bliver MANDAG D. 3. SEPTEMBER 2007.

søndag den 5. august 2007

Torpedo Tummy


Har I nogensinde set magen??? Og, tænk, drengene mangler stadig at tage 2½ - 3 kilo på tilsammen. Flere billeder kan ses ved et klik på linket til højre.

Nedtælling

Så er vi endelig online igen, og dermed skulle der gerne ske lidt mere her på bloggen. Fx kan vi annoncere, at der nu er under en måned til drengenes ankomst! Som flere af jer sikkert ved, ligger de på en måde, der udelukker en almindelig fødsel, hvorfor de - som mange andre tvillinger - ikke vil blive møffet, men nænsomt løftet ud i livet. Datoen bliver fastlagt på onsdag (d. 8/8) i samråd med lægen. Dvs. faktisk må vi næsten selv bestemme - bare det bliver i starten af september. Da vores begges lykketal altid har været 4, kunne det godt tænkes at blive d. 4. september, men lad os nu se, hvad lægen siger på onsdag. Uanset hvad er nedtællingen seriøst begyndt!

fredag den 1. juni 2007

Nåååårh ...

Så har vi været til den længe ventede 3D-scanning, hvor vi kunne se vores drenge for første gang. Iiiih, hvor var de fine! Med os hjem fik vi en dvd med live-optagelser samt en masse billeder. I menuen til højre har vi linket til et udpluk af disse billeder.

Hvor er det bare nogle flotte drenge, vi har lavet! Og hvor var det bare syret at se, at de ligger totalt flettet ind i hinanden. Her gik man og troede, at de havde relativt god plads og derfor kunne ligge pænt side om side, men næh nej ... Der er arme og ben over det hele. Og hvor er det skægt, at man allerede her kan se, hvor meget drengene ligner deres (flotte) far. :-)

torsdag den 24. maj 2007

De første bleer :-)

Findes der noget mere romantisk end at tilbringe sin ét-års-dag på babymesse? Nej, vel? Det mente vi heller ikke. ;o)

Fire fine små øko-bleer til de to fine små drengenumser fik vi bl.a. med hjem, og SÅ glade var vi for dem, at vi åbenbart mente, de skulle foreviges!

(Noget siger os dog, at begejstringen for bleer - og herunder bleskift - ikke varer ved, når man som tvillingeforældre alene det første år skal skifte ble mellem 6.000 og 9.000 gange! Phew ...)

onsdag den 16. maj 2007

Biiiig boys

Der er tilsyneladende en grund til, at maven vokser så flot - det lader nemlig til, at vi er ved at skabe nogle rigtige mandfolk. Ved et lægebesøg i dag fik vi konstateret, at vores drenge har det så godt, at de er hele 12 % større end gennemsnittet af små tvillingebebser!

Behøver vi fortælle, at det var et par svært stolte mødre, der gik derfra? ;-)

tirsdag den 15. maj 2007

Fra fnug til flodhest

Nu forstår jeg, hvordan begrebet "Moder Jord" er opstået - jo mere gravid man bliver (dvs. jo mere moder man bliver), jo mere nærmer man sig ganske enkelt jorden! Hele 10 kilo har denne moder taget på indtil videre, og der er stadig 3½ måneds tid igen - hvilket er den periode, man ifølge bøgerne først for alvor skulle tage på i. Manner ...

søndag den 13. maj 2007

EXIT Nørrebro - ENTER Vanløse

Så ser det ud til at være en realitet: I starten af juni rykker vi teltpælene op og flytter til Vanløse, hvor vi skal bo i et dejligt lille hus med en kæmpe have. Hvor er det fantastisk at vide, at vores drenge ikke skal vokse op på ydre Nørrebro! Og at vi snart skal plante krydderurter, blomster og grøntsager. :-)

fredag den 11. maj 2007

At være optaget af ens egen navle

- er blevet svært at undgå, når den pludselig vender på vrangen og stritter ud i luften! Det ser sådan set lidt sjovt ud, men den er dejlig at røre ved - så super blød, som den er.

Vi har ræsonneret os frem til, at den er så blød, fordi den simpelthen består af babyhud. Huden i navlen har jo aldrig været berørt af noget som helst!

tirsdag den 8. maj 2007

Livstegn!

Så skete det længe ventede: I går inden sengetid mærkede jeg vore drenge sparke (eller boksede de mon?) liiige dér under Maries maveskind. Det er fantastisk, at også jeg nu kan mærke deres tilstedeværelse. Glæden akkumulerede naturligvis, da vi i dag i forbindelse med et besøg hos jordemoderen - for mit vedkommende for første gang - hørte deres små hjerter galoppere afsted.

Livet er i sandhed et mirakel! :-D

søndag den 22. april 2007

Vi er gået i luften!

Kære gæst på denne blog

Vi mener selv, at vores liv sammen er fantastisk interessant, så nu tilbyder vi alle interesserede (der må være tusinder) at følge med. :-) Her kan man læse om vores graviditetsforløb, rejser, faste ejendom (he he), og hvad vi ellers kan finde på. Kort sagt om vores lille - men hastigt voksende - familie.