Forleden skulle drengene endnu engang vaccineres. På vej hen til lægen samlede jeg Rina op fra arbejde, men jeg kom 10 minutter for tidligt, så mens jeg ventede, hoppede jeg om på bagsædet for at sidde mellem autostolene og hygge mig med drengene. William var den første, jeg kiggede på, og i dét sekund jeg fik øjenkontakt med ham, begyndte han at grine. Det fik naturligvis mig til at grine, og da jeg drejede hovedet og kiggede hen på Elias, begyndte han også at grine. Sådan sad vi alle tre og grinede og grinede nonstop i 7 ud af de 10 minutter, vi ventede. Uden pause og uden noget egentligt at grine ad - vi var bare glade.
Men men men der var desværre ingen vej udenom: Vi skulle ind til den slemme doktormand. FEM indsprøjtninger fik de hver i lårene, og de hylede naturligvis af smerte og forskrækkelse. Først tænkte jeg "de tilgiver mig aldrig" og umiddelbart efter "mon de nogensinde igen vil grine lige så hjerteligt og sorgløst, som de gjorde lige før?".
Det var som sædvanlig ingen fornøjelse at være William Elliot og Elias Alexander i de følgende dage ... Feber og generel utilpashed plagede dem, og der var ikke meget at grine ad. Men noget siger os, at de nu er godt på vej tilbage til deres vante form. Se bare her:
1 kommentar:
Jeg smiler såååå meget (siger jeg mens jeg lader mine arme bevæge sig i en stor cirkel) og så griner jeg også med jer!!!
det er livskvalitet :-)
Send en kommentar