Vi er laaaangt bagud med rapporteringen her på sitet

MEN det skal nok komme alt sammen! Når vi er så længe om det, hænger det selvfølgelig sammen med, at vi har to små børn, som er all over the place. De har jo lært at gå, og det er de lynhurtigt blevet RET gode til. Nærmere rapport om de første skridt samt videoklip deraf følger.

Vi mangler at uploade et hav af billeder. Vi har stadig nogle liggende fra Miami, som vi skal have lagt ud, men i dag bliver det billederne fra vores sommerferie i Grækenland. Vi havde en fantastisk tur med besøg af en masse dejlige mennesker: Rinas mor, far og lillebror, en veninde ved navn Mille og ungernes far samt hans kæreste, Lykke, og hendes søn, Philip. Nåh, ja, og så var ungernes kommende lillebror eller lillesøster faktisk også med ... inde i Lykkes mave. :-)

Vi havde desværre ikke fået vores gode kamera med, så billederne er alle taget med mobiltelefon, hvilket både forklarer det relativt lave antal og den svingende billedkvalitet. Men hellere nogle almindelige snaps end slet ingenting, ikke sandt?

Nyd billederne og kig tilbage snart igen!

HURRAAAAA!!!

I dag fylder William og Elias 1 år!

Det føles, som om det er mindst 10 år siden, at vi stod tidligt op på Krogebjerg og satte kurs mod Rigshospitalet. Spændte som bare pokker!! Siden har vi så boet lidt i Vanløse, en god periode i Miami, lidt i Grækenland, lidt på Østerbro og en lille-bitte smule i Odense ... Phew.

Og lige så meget, som vi har rykket rundt som familie, (mindst) lige så meget har drengene udviklet sig. De kan jo alt muligt! Bedst af alt er de virkelig begyndt at lege sammen, og det er simpelthen en fornøjelse at se på. De nyder i dén grad hinandens selskab.

Dagen skal fejres med en tur i Tivoli. Selve fødselsdagsfesten gemmer vi til en weekenddag, hvor alle kan være med - med dejlig chokolaaade og kager til. :-)

William og Elias længe leve ... Hurra! Hurra! Hurraaaa!!!

"Mor"

I dag begyndte Elias så småt at sige sine første rigtige ord (eller noget, der ligner i hvert fald). I det hus, vi bor i her i de sidste dage i Miami, har de en lille kat, og hver gang Elias så den i dag, udbrød han: "Ba! Ba!" Det skete 20-30 gange, så der var slet ikke noget at tage fejl af.

Og så her til aften, da Marie skulle tømme kattebakken, og Elias, som sad på skødet af Rina, pludselig ikke kunne få øje på hende længere, kaldte han helt tydeligt: "Mor? Mor?"

Iiiiih ...

Pakke, pakke, pakke ...

Mand, der er meget at se til, når man sådan pakker et liv ned! Sælge møbler, sælge bil, afmelde internet, afmelde elektricitet, aflevere dit her, dut der og dat et helt tredje sted. Phew ...! Men heldigvis har vi fået lov til at bo hos en af Rinas kollegaer her i den sidste uge, så vi kan gå og få tømt vores lejlighed stille og roligt uden at skulle bekymre os om at skulle bo midt i flytterodet. Og nu ser det faktisk ud til, at vi når det: De fleste af møblerne er solgt, og bilen ligeså. Så skal vi så bare se, om vi kan få plads til al vores habengut i kufferterne. Og hvordan vi kommer i lufthavnen 3 voksne, 2 børn, 8-10 kufferter, en tvillingevogn, 2 autostole, en stjernekikkert, en violin, 3 bærbare, pusletaske, kamerataske osv. osv. vil sikkert vise sig. :-)

Gud, hvor bliver det bare en lettelse, når vi endelig sidder på flyet med kurs mod Europa!

Én uge til afgang

Så er der kun lige præcis én uge til, at vi sætter kurs mod Danmark. Fredag aften i næste uge afgår flyet fra Miami til Heathrow, og lørdag eftermiddag lander den lille familie i Kastrup. Vi agter først at tilbringe et par dage i København for derefter at tage til Fyns land. Vi glæder os utrolig meget til at se jer alle sammen, og så er vi ret spændte på selve rejsen. To unge drenge med knald på - det skal nok blive en udfordring. Godt, onkel Wisam er her til at flyve hjem med os!

Vi er her endnu!

Kære alle sammen

Det er ved at være længe siden, men selv om vi ikke har fået skrevet meget herinde, har vi stadig fået taget en masse billeder. Dem er der linket til i højre side. Sæt jer godt til rette, for der er mange.

Noget af det sidste, vi har fået fortalt herinde, var, at Marie brækkede sin arm. Vi nåede aldrig at fortælle, at hun kort efter også reddede sig en knæskade! På noget så udramatisk vis som ved at strække benet efter at have siddet i skrædderstilling lykkedes det hende at få revet sin menisk over to steder i det højre knæ. Det var naturligvis ikke så sjovt, men vi kunne nu alligevel ikke lade være med at grine lidt af det hele, for det virkede bare så grotesk, at Maries højre side efterhånden blev mere og mere ubrugelig. MEN nu er alt godt: Armen er helet, og knæet blev opereret for to dage siden og skal nok blive så godt som nyt igen.

Det eneste, der var lidt svært ved det hele, var selvfølgelig, at vi havde to børn med knald på, og en mor, der ikke var meget bevendt. Vi havde med andre ord brug for hjælp! Bah-buh-bah-buh først kom mormor Birthe og tilbragte tre pragtfulde uger sammen med os, og siden kom onkel Wisam og afløste hende. Han er her stadig og bliver her, indtil vi rejser hjem til Danmark d. 18/7.

Vi lander i Danmark d. 19/7, og vi glæder os sådan til at se jer alle sammen!!!

Så er der knald på

Vi har nu to styks kravlende unger, så der er godt nok kommet knald på i det lille hjem. Ikke alene er de konstant på opdagelse og skal hentes i alle mulige afkroge af stuen, de synes også, det er rigtig sjovt at kravle oven på hinanden med de potentielle knubs, det medfører. Dertil kommer, at William er begyndt at trække sig op, hvor han kan komme til det, og det begynder Elias garanteret også på rigtig snart. Pyyyha, vi keder os ikke!

Men nu tilbage Elias, som altså begyndte at kravle i forgårs. Vi fangede det store øjeblik på video ...

Som det vistnok ret tydeligt kan høres, var vi ikke så lidt stolte. (Faktisk skulle man tro, at han havde vundet verdensmesterskabet i atletik - bortset selvfølgelig fra, at voksne sportsfolk nok sjældent bliver kaldt for "sveskeskat". ;o)

Watch out, here I come!

Vi har nu ét styks kravlende unge!

I de sidste par dage har William virkelig taget tilløb til at kravle fremad, og i dag var den der. Elias er også oppe på alle fire, men kravler stadig kun baglæns, det lille pus. (Vi henter ham flere gange i timen på vej ind under sofaen.) Man kan dog se, at han er tæt på at lure teknikken, så det er nok kun et spørgsmål om dage, før han indhenter sin bror. Der sker i det hele taget utrolig meget for tiden. Også med deres sprog - her er det som regel Elias, der introducerer de nye lyde. Forleden kiggede han op på Rina og sagde højt og tydeligt: "Mama!"

Nye billeder

Det er ikke så ligetil at få skrevet for tiden, men billeder kan vi da lægge op! Vi starter med nogle fra en eftermiddag på vores altan for en måneds tid siden. De kan ses ved at klikke på linket i højre side. Vi har også samlet nogle forskellige billeder fra den sidste måneds tid i mappen "Forår i Miami".

Hvis vi kort skal gøre status over, hvordan det går herovre, kan vi berette, at det heldigvis ser ud til, at Marie slipper for at skulle opereres, men at hun kan nøjes med at have armen i gips (eller fiberglas er det faktisk), og at Rina stadig arbejder hjemmefra. Vi har fyret vores nanny, så det er lidt af en udfordring at være Rina lige nu - med fuldtidsjob, to børn og en halv-invalid kæreste, der hverken kan tage drengene op, skifte ble eller give ungerne mad. Og så er der jo også alt det huslige ... Jo, hun keder sig bestemt ikke!

Men drengene har det godt. De smiler og griner og pludrer, leger lystigt dagen lang og har fået det mest forrygende og uimodståelige strithår. :-) William er oppe på alle fire og kravler uden tvivl inden længe. Elias kravler ikke endnu, men kommer lynhurtigt omkring med sin højtudviklede rulleteknik! De sover godt om natten og er generelt bare to utrolig charmerende og glade børn.

Av

Det er svært at skrive indlæg, når man har brækket armen. :-(

Og det er tåbeligt at løbe på skateboard uden håndledsbeskyttere ...

Så er man da dækket ind

Vi sidder og nærstuderer vores lejekontrakt lidt (havde vi ikke tid til, da vi i sin tid skrev under), og det er ikke helt uinteressant læsning. Dette er jo landet, hvor man sagsøger hinanden for et godt ord, og det forklarer sikkert følgende afsnit:

"Landlord's related parties shall not be liable for any loss incurred as a result of the following: theft, burglary, rape, assault, battery, arson, mischief or other crime, vandalism, fire, smoke, water, lightning, rain, flood, water leaks, hail, ice, snow, wind, explosion, sonic boom, interruption of utilities, electrical shock, defect in any of the contents of the apartment home, defects in the community (including latent defects), acts of God, acts of terror, acts of other residents or their occupants, guests or invitees, or any other cause."

De fralægger sig med andre ord ansvaret for, at beboerne skulle lide nogen tab pga. eksempelvis overlydsbrag fra fly (hvad det så end er), terrorhandlinger, uforudsete hændelser (acts of God!) og - for ligesom at være på den HELT sikre side - "any other cause". Sådan!

En middagsseance

Hvad har I til os?

Havde du tænkt dig, jeg skulle spise dét der?

Det ved jeg altså ikke, om jeg kan.

Tænke, tænke ...

Puha, det smager ikke godt.

Jeg tror, jeg bliver nødt til at spytte det ud.

Prøver I at slå mig ihjel?!

HJÆLP MIG UUUUD!!

Jeg vil sige, at jeg synes, det smager aldeles udmærket.

Jeg lavede også bare sjov.

Familiebesøg og fødselsdag

Den 14. marts fik vi endelig besøg hjemmefra. Da kom morfar Tom, mormor Birthe (moffe og momse) og moster Nina for at tilbringe ti dage sammen med os og drengene. Det var så heldigt, at det faldt sammen med Rinas 30 års fødselsdag d. 21/3, som vi så kunne fejre i fællesskab. Det blev en rigtig god dag.

Det var utrolig dejligt at få besøg, og vi fik set og lavet en masse spændende ting. Således fik vi fx endelig set alligatorer i Everglades, og på Rinas fødselsdag var hun ude at svømme med delfiner i Miami Seaquarium (fødselsdagsgaven fra hendes svigerfamilie).

Vi føler os ret sikre på, at rejsen også var en kæmpe oplevelse for familien, som aldrig havde været på disse kanter før, og som helt tydeligt blev meget begejstrede for stedet.

Drengene elskede at have besøg. De nød den ekstra opmærksomhed. Tænk at have et helt kuld af voksne omkring sig, som har lyst til at sidde og nusse med en hele tiden ... Fantastisk.

Hvis I klikker på linksene til højre, vil I se, at vi har lagt en masse nye billeder ind. God fornøjelse!

Glade drenge II

Forleden skulle drengene endnu engang vaccineres. På vej hen til lægen samlede jeg Rina op fra arbejde, men jeg kom 10 minutter for tidligt, så mens jeg ventede, hoppede jeg om på bagsædet for at sidde mellem autostolene og hygge mig med drengene. William var den første, jeg kiggede på, og i dét sekund jeg fik øjenkontakt med ham, begyndte han at grine. Det fik naturligvis mig til at grine, og da jeg drejede hovedet og kiggede hen på Elias, begyndte han også at grine. Sådan sad vi alle tre og grinede og grinede nonstop i 7 ud af de 10 minutter, vi ventede. Uden pause og uden noget egentligt at grine ad - vi var bare glade.

Men men men der var desværre ingen vej udenom: Vi skulle ind til den slemme doktormand. FEM indsprøjtninger fik de hver i lårene, og de hylede naturligvis af smerte og forskrækkelse. Først tænkte jeg "de tilgiver mig aldrig" og umiddelbart efter "mon de nogensinde igen vil grine lige så hjerteligt og sorgløst, som de gjorde lige før?".

Det var som sædvanlig ingen fornøjelse at være William Elliot og Elias Alexander i de følgende dage ... Feber og generel utilpashed plagede dem, og der var ikke meget at grine ad. Men noget siger os, at de nu er godt på vej tilbage til deres vante form. Se bare her:

Rock 'n' Roll, baby

I indlægget på drengenes 6-måneders fødselsdag beskrev vi, hvordan Elias hygger sig fint med bare at lege med sine fødder og ikke har så travlt med at rulle om på maven. Det har ændret sig siden! Faktisk har han rullet ivrigt lige siden dagen efter, vi skrev det indlæg. Den allerførste (succesrige) rulletur fangede vi desværre ikke, men vi fangede nummer to, som kom få minutter efter. William, som ligger til venstre i billedet, giver i øvrigt en smagsprøve på sit "da-da-da" krydret med nogle sultne grynt.

Den første tand! :-D

I går aftes opdagede Rina det pludselig: William har fået sin første tand! Den titter lige så fint frem i undermunden. :-) I bøgerne står der, at den første tand dukker op i 6-måneders-alderen, så det er lige efter bogen. (Faktisk kan den godt have været der i nogle dage, uden at vi opdagede det, og altså være 'født' på selve 6-måneders-dagen.)

På sin vis er det en lille ting, men alligevel virker det så stort og skelsættende: Vores lille baby er ved at blive til et rigtigt BARN!

Kært barn lærer tidsnok sit (rigtige) navn, ikke?

Vi må konstatere, at der absolut ingen reaktion kommer fra drengene, når vi bruger deres navne... Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi slet ikke bruger dem nok. Siger vi derimod "smukke skat", kigger de begge omgående!

Udover at de begge må tro, de hedder "smukke skat", tror de garanteret også, at de hedder "lille mand", "dejlige dreng", "nuttefrans", "lille mus(ling)", "smilefrans" og alle tænkelige kombinationer a la "lille smukke, dejlige skat" og "lillebitte smukke, dejlige nuttefrans" ("smukke" og "dejlige" har det med at gå igen).

Vi prøver af og til at kalde dem ved navn: "William?" Ingen respons. "William?" Stadig ingen respons. "Wiilllliaammmmm?" Og hvis han så tilfældigvis kigger: "Der var du jo, smukke skat!" Og dermed lykkes det os fuldstændig at sabotere vores eget navneindlæringsprojekt. But what to do? De er jo bare så cuuuute!

Boligblues ...

Udefra så det så godt ud, og udsigten er uovertruffen (!), men hvis vi kunne gøre det om, havde vi valgt et andet sted at bo. Der er en del ting, der ikke fungerer, og så har vi siden fundet ud af, at det er mere reglen end undtagelsen, at man ikke får sit depositum igen, når man flytter ud, og vi har lagt en ret så klækkelig sum. :-/

Øv, øv, øv.

Vi lod os forblænde af det her (solnedgangen fra vores altan):

I Miami er det stadig d. 3. marts

Og dermed stadig William og Elias' ½ års fødselsdag! Vi vil benytte lejligheden til at gøre lidt status:

Det er blevet nogle store drenge. Vi må se at få dem målt og vejet, så I kan få et indtryk af, HVOR store de er blevet. William er stadig størst, og det er et held, da de ellers ville ligne hinanden på en prik. Elias er lidt af en splint, hvilket garanteret hænger sammen med hans rolige væsen. Han har ganske enkelt ikke lige så travlt, som William har - heller ikke med at spise.

De er jo to vidt forskellige gemytter, de små, og deres udvikling afspejler dette meget fint. William mosler af sted og har travlt med at lære at kravle, mens Elias nyder stille og roligt at lege med sine fødder. William har slet ikke tid til at koncentrere sig om sine fødder, for han skal om på maven og fremad, fremad, fremad. Naturligvis kommer han ingen vegne, medmindre vi lader ham sætte af på vores håndflader, og det kan godt frustrere ham en del! I de situationer ligner han mest af alt en skildpadde, der er havnet på ryggen og ligger og spjætter (dog ligger han altså på maven). Vi kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndene over det - og i øvrigt tage hatten af for hans ihærdighed, for han bliver ved og ved og ved, selv om han virkelig ikke synes, det er særlig rart. Som sagt har Elias slet ikke det samme behov for at komme frem. Han vil hellere lege stille og roligt med nogle forskellige ting eller op og leje helikopter. Én ting har de dog til fælles: Den absolut bedste leg i verden er at tumle rundt på et tæppe med os og hive os i håret og bide i vores fingre eller ører, eller hvad de nu kan få fat på. Det synes vi nu også er ret hyggeligt.

Vi har netop købt højstole, og de er et hit! Drengene nyder at sidde med til bords, og - apropos leg - så elsker de naturligvis at lege "hvem kan smide mest legetøj ned på gulvet hurtigst". Det er umuligt at udpege en vinder - de er fantastiske til det begge to.

Det er to glade drenge. Om morgenen er prime time: De ligger og smiler så bredt, når de vågner, at man næsten kan fornemme, hvordan det må syre i deres kinder. :-) De relativt få frustrationer, der opstår i løbet af dagen, kan som regel tilskrives sult, behov for bleskift eller førnævnte 'forsøg på at kravle uden at komme nogen vegne'-problematik. Om natten sover de fra kl. ca. 19 til omkring kl. 6 om morgenen - afbrudt af 1-2 korte spisepauser.

De øver sig stadig flittigt i at snakke og snakker stadig meget forskelligt. William arbejder meget med da-da-da-da-da for tiden, mens Elias mest kommer med agrrrrrrrryyy-lyde. (Han har vist ikke fundet sin alveolarrand endnu.) Begge laver tit en ret morsom lyd, hvor de blæser kinderne op, så meget de kan, og så slipper en lille smule luft ad gangen i en bwwwww-agtig lyd. Sådan lidt som en trompetist. Det ser ekstremt nuttet ud.

Nå, men nu skal drengene snart i seng, så vi må hellere se at komme ud og fejre den sidste del af deres fødselsdag.

Tillykke til vores smukke drenge, som bliver sjovere og sjovere og dejligere og dejligere for hver dag, der går!

Den Dominikanske Republik - anden del

Som I ved, tog vi fra Santo Domingo til provinsen La Romana, hvor vi skulle feriere på et såkaldt 'resort'. Rina havde nøje udvalgt det, og vi glædede os helt vildt. Stedet viste sig at være lige lovlig charter-agtigt (Rina havde en forestilling om, at vi stort set ville være alene med palmetræerne på bounty-stranden - hvilket stedets website da også gav udtryk af), men vi nød nu at være der alligevel! På nogle punkter var det en lidt rystende og 'øjenåbende' tur i og med, at vi blev konfronteret med udbytningen af befolkningen i den 'tredje verden' på klos hold. Vores rengøringsdame fortalte, at hun arbejdede 10 timer om dagen, 6 dage om ugen, for det, der svarer til ca. 500 kr. om måneden, og at hendes mand, som også arbejdede på resortet, arbejdede 15 timer i døgnet. Sammen havde de en datter, som moderen så sent om aftenen, og faderen så om morgenen, når han fulgte hende i skole.

Ejerne af resortet var naturligvis ikke lokale dominikanere, men rige amerikanere bosiddende i USA ...

Dette skel mellem rige hvide og fattige sorte er utrolig markant over hele øen. Kører man rundt, ser man de lokale bo i faldefærdige huse, mens man få sekunder efter kigger ud over en golfbane, hvor hvide rigmænd svinger køllerne, og ikke to græsstrå afviger fra hinanden i længde. Man føler sig fuldstændig hensat til kolonitiden.

Men udover chokket over at se, hvordan koloniseringen af den tredje verden stortrives i denne såkaldt 'postkoloniale' tidsalder, og udover Rinas umiddelbare skuffelse over at erfare, at vi ikke var de eneste i verden, der havde opdaget denne lille perle på den caribiske kyst, havde vi en helt igennem fantastisk tur. Det gør jo så absolut heller ikke noget, at man får noget med hjem at tænke over!

I kan se billeder fra turen, hvis I klikker på linket i højre side.

Glade drenge

Mens vi arbejder på at få lagt billeder ind fra anden del af turen til Den Dominikanske Republik, får I lige noget at fryde øjet med. :-)

Det er Renee, der har fanget drengene i godt humør. Der er bare ikke noget så kært som glade børn!

Pyha, så lykkedes det ...

... for os at finde et godt sted at bo, inden vi bliver smidt ud fra vores ellers dejlige lejlighed her i downtown Miami. Vi fik ikke den tidligere nævnte lejlighed, MEN det gør ikke spor, for vi fik en anden (endda lidt større) lejlighed i samme bygning med stort set den samme udsigt - bortset fra, at vores måske er en aaanelse bedre. ;-)

Lejligheden ligger i den absolut fedeste del af Miami: South Beach. Det er et rigtig 'livsnyder-kvarter', hvor der er masser af cafeer og restauranter, spændende butikker, et fantastisk økologisk supermarked, lækker strand, park - og folk både til fods og på cykel! Ude i verden er South Beach nok mest berømt for gaden Ocean Drive, der løber langs vandet.

Vi får nøglen i morgen, så det giver os en 4-5 dage til at flytte ind i. Perfekt. :-D

Vi er så lettede og lykkelige!

Gad I ikke også godt have denne her udsigt?

Vi skal flytte senest d. 21/2 fra den lejlighed, vi bor i nu, så i dag var vi ude at kigge på lejligheder. Der var flere udmærkede, men det sidste sted, vi så, var bare helt perfekt. Da vi ankom dertil var solen ved at gå ned, og udsigten fra altanen over havet var så fantastisk, at Marie blev fuldstændig bims. Hun kunne slet ikke tænke på andet end, at vi bare MÅTTE have den lejlighed. Ja, så slemt var det faktisk fat med hende, at da vi efterfølgende var i supermarkedet, lod hun bilen holde på parkeringspladsen med nøglen i og motoren kørende, mens vi var inde at handle. Manner, hvor var det bare et held, at den stadig holdt der, da vi kom ud ...

Kryds fingre for, at vi får den lejlighed, ik'?!

Den Dominikanske Republik - første del

Så er vi hjemme igen efter en skøn tur i det caribiske. De første fem dage tilbragte vi i Santo Domingo (hovedstaden i Den Dominikanske Republik), hvor Rina som bekendt skulle arbejde. Santo Domingo var en fantastisk og utrolig interessant oplevelse oven på livet i Miami. Kontrasten mellem de to byer kunne næsten ikke være større. Det er et meget fattigt land, så folk kører rundt i gamle, ramponerede biler og lever i det hele taget meget ydmygt. Men målt på alle andre parametre end det materielle er det i sandhed et værdigt folk. De er utrolig venlige (faktisk det mest venlige folk, vi hidtil har mødt på vore rejser), de er yndefulde, slanke og velklædte, hvilket bestemt ikke kan siges om amerikanerne (!), og så er gadebilledet nærmest blottet for reklamer, hvilket jo heller ikke kan siges om Miami, hvor blikket stort set ikke kan finde hvile noget sted.

Med fare for at lyde Euro-snobbede var det altså også bare utrolig dejligt at se bygninger, der var mere end 50 år gamle!!

Den Dominikanske Republik var i øvrigt det første sted, der blev koloniseret i 'Las Americas'. Columbus ankom dertil i 1493. Man skønner, at der dengang boede over en million indfødte 'indianere', men dem fik man dog hurtigt gjort kål på (man udryddede stort set hver og en). Det var bare ikke var så smart, for hvem skulle så udføre alt det grove arbejde? Nåh ja, man fik da bare slaver fra Afrika! Resultatet af dette blev, at Den Dominikanske Republik i dag hovedsageligt er befolket af spansktalende sorte og mulatter.

Vi har lagt nogle billeder ind fra vores dage i Santo Domingo. Snart lægger vi billeder ind fra vores efterfølgende ferie i provinsen La Romana. Der var vi sammen hele tiden alle fire, så der blev taget masser af billeder!

Svært..

Spørg lige, om det trækker tænder ud at forlade min dejlige familie i hotelsengen til fordel for Santo Domingos onsdagsmorgentrafik..



Suk!!

(Ved ikke lige, hvor billederne er blevet af ... Vi vil prøve at finde dem!)

Så skal vi på eventyr!

I næste uge sender Rinas firma hende 4 dage til Den Dominikanske Republik for at arbejde, og hele den lille familie tager med. :-) Når arbejdsugen er omme, bliver vi yderligere 4-5 dage og ferierer ved havet. Aaaah!

Det kulinariske kvantespring

På det sidste har det virkelig været svært at mætte de små munde med mælk alene, så i sidste uge besluttede vi, at denne søndag skulle være dagen, hvor vi ville introducere drengene for rigtig føde. Vi kunne lige se det for os - hvordan de med fryd og begejstring ville labbe det i sig og kigge taknemmeligt på os med smilende øjne. Vi glædede os helt vildt!

I går oprandt så dagen, og vi havde gjort alt for at skabe en højtidelig stemning om det store øjeblik: Der var rødvin i glassene og lækkerier på bordet til de voksne, og omhyggeligt tilberedt risgrød med pæremos til de små. Videokameraet kørte, og nu skulle vores lille drømmesyn blive til virkelighed ...

I kan sikkert allerede gætte, hvordan det gik: Helt til hest! Drengene syntes absolut ikke, der var noget som helst lækkert ved risgrød med pæremos. Især William kunne slet ikke døje det. Elias er der måske liiidt mere håb for.



Hvad I ikke kan se her er, at Elias også begyndte at græde (man kan kun lægge klip ud af en vis længde). Det endte i det rene hylekor og slet ikke som den udelte fornøjelse, vi havde regnet med.

Som Renee sagde bagefter: "Nu kan I se, hvorfor man ikke plejer at fejre børnenes første måltid!"

Nye gamle billeder

Så er vi begyndt at 'bladre' tilbage i fotoalbummet og finde billeder, der hører til her på bloggen, men som af den ene eller den anden årsag endnu ikke har fundet vej herud. (Som regel, fordi vi ikke selv har taget dem, men har fået dem fra andre på et senere tidspunkt.)

Vi er startet 'fra starten' og har fundet nogle, som er blevet lagt ind i albummet "Besøg på barselsgangen". Og så har vi endelig fået lagt billederne ud fra navnefesten. De har fået deres eget album, som I vil finde i højre side, hvis I kigger lidt ned ad listen (vi har forsøgt at bevare kronologien).

More will come!

Efter lægebesøget

Nu skal vi nok snart skifte emne, men vi er simpelthen så chokerede over måden, det foregår på herovre inden for sundhedsområdet, at vi bliver nødt til at dele det med jer derude.

Forleden var vi jo til lægen, da vi troede, at drengene skulle vaccineres. Det skulle de ikke, før de var helt raske. Udmærket. Lægen konstaterede, at William stort set er rask, men at Elias har fået mellemørebetændelse, og at han stadig er temmelig forkølet. Da vi går derfra, får vi en håndfuld recepter med, og vi tager derefter på apoteket og køber medicin for en mindre formue: Fire forskellige præparater i flydende form.

I går skulle vi så til at hælde noget af al den medicin på ungerne, men bliver i tvivl om, hvordan vi skal give dem det ene præparat, så vores nanny ringer til apoteket og spørger. "Kan de ikke bare drikke væsken?" spørger farmaceuten tilbage. "Tjah, de er jo kun godt fire måneder. Skal vi blande det i deres mælk? Det er jo ret meget ..." svarer Renee. "Fire måneder?! Jamen så er doseringen da helt forkert. Jeg ringer lige og taler med lægen og vender tilbage til jer." Og ganske rigtigt: på apoteket havde pigen, som blandede doserne (og som på alle måder signalerede, at hun ikke anede, hvad hun lavede, men den historie gemmer vi til en anden gang), fortolket "mg" (milligram) som "ml" (milliliter) med det resultat, at doseringen efter hendes udregninger blev 3 gange for høj - og i øvrigt skulle tages dobbelt så længe, for på forunderlig vis var de 5 dage på recepten vokset til 10 dage ifølge hendes vejledning på flasken!

[Her er bortcensureret en række stærke eder]

Vi var i forvejen ret skeptiske over mængden af medicin, de ville have, at vi skulle give drengene, så Marie ringer herefter - temmelig rystet - til sin mor, Birthe, som arbejder på børneafdelingen på et hospital. Birthe spørger en af børnelægerne, om det virkelig kan være rigtigt, at ungerne skal have al den medicin, og remser de enkelte medikamenter op. De er jo bare forkølede, og den ene har mellemørebetændelse. Hertil svarer lægen, at det er VILDT overdrevet. Det produkt, som de havde overdoseret (et steroid), er noget, man giver folk med alvorlige vejrtrækningsproblemer, og det antibiotika, de ville give Elias, er af en type, som man sjældent bruger i Danmark, da det er den mest bredspektrede, man kan få - og Elias har som bekendt bare en simpel mellemørebetændelse. Bortset fra antibiotikummet ville lægen i øvrigt have, at vi skulle give alle præparaterne til BEGGE børn, selv om William som sagt stort set er rask. Vi er dybt rystede. Tænk, hvis vi ikke - ved et rent og skært tilfælde endda - havde fundet ud af, at de havde overdoseret voldsomt, og vi havde fyldt de to små poder med et stærkt steroid i store mængder? Det er jo slet ikke til at holde ud at tænke på.

Deres omgang med medicin herovre er simpelthen grotesk. Vi vil nødigt klynke eller virke for kritiske eller paranoide, men vi begynder at ane nogle mønstre, og de mønstre peger på en ekstremt magtfuld medicinalindustri, som har al for megen indflydelse på, hvad lægerne anviser, og på, hvordan folk forholder sig til sygdom i det hele taget. Hver anden eller tredje reklame i fjernsynet er for medicin, og folk spiser piller som var det gajoler. Alle vegne kan man købe pillebakker med ugedagene på, så man kan holde styr på, hvad man skal tage i løbet af ugen. Det er ganske enkelt blevet normaliseret, at man tager medicin (i tilfælde, hvor det efter vores opfattelse er helt unødvendig), og det er klart vores indtryk, at vi bliver betragtet som ret hysteriske, fordi vi stiller spørgsmålstegn ved denne praksis.

Må medicinalindustrien aldrig få samme magt og indflydelse hjemme i Danmark!

Apropos vaccination ...

Eller måske rettere apropos det amerikanske sundhedssystem: Det er sygt. Ganske enkelt. Vi har hidtil fået drengene vaccineret én gang og været på hospitalet med deres forkølelser nogle gange hen over julen, som I ved. Regning: godt 40.000 kr.! Gudskelov er vi forsikrede, men det er der mange herovre, der ikke er. (Og selv om vi har den absolut dyreste og bedste forsikring, man kan opdrive, har vi da selv - indtil videre - måttet slippe over 1.500 kr. i såkaldt "co-payment".)

Man kan godt forstå, hvis amerikanerne skulle blive helt syge af bekymring for at blive syge!!

Øv, øv, øv

Vores drenge skal vaccineres igen i dag. Hulk, snøft, piv ...

Så er der nye billeder :-)

I går kørte vi mod The Everglades. Nu skulle vi altså se nogle af de der alligatorer, som Florida er så berømt/berygtet for. Men da vi kom frem, var Rina blevet halvsløj, og det var begyndt at dryppe, så vi vendte om igen. Det var ellers planen at tage en masse billeder af frygtindgydende alligatorer og lægge dem ud på bloggen til jer i dag. Dog nåede vi lige at tage billedet ovenfor, men i forhold til de billeder, vi har lagt ind i dag, må det siges at være falsk reklame. De billeder, I vil finde, hvis I klikker på det seneste link i højre side, er bare nogle stille og fredsommelige billeder fra en hyggelig weekend hjemme.

Alligatorprojektet er dog kun udskudt en uge, så vi vender frygteligt tilbage ...

Kys kys kys og brøøøøøl

Vi filmer drengene konstant, men har svært ved at finde tid til at se alle filmene igennem, så nu har vi simpelthen bare taget det sidste af båndene og udvalgt et par scener til jer.

I det første filmklip bliver William udsat for en af de mange daglige kysseture. Heldigvis synes han, at det er rigtig sjovt at blive kysset bag ørerne (den dag kommer nok, hvor han ikke gider det længere!), og som I vil se, illustrerer klippet også hans seneste måde at kommunikere sult på: At brøle!



I det andet klip brøler William og Renee om kap. I starten ser det ud til, at Renee vinder, meeen så bliver hun vist overhalet ...