Svært..

Spørg lige, om det trækker tænder ud at forlade min dejlige familie i hotelsengen til fordel for Santo Domingos onsdagsmorgentrafik..



Suk!!

(Ved ikke lige, hvor billederne er blevet af ... Vi vil prøve at finde dem!)

Så skal vi på eventyr!

I næste uge sender Rinas firma hende 4 dage til Den Dominikanske Republik for at arbejde, og hele den lille familie tager med. :-) Når arbejdsugen er omme, bliver vi yderligere 4-5 dage og ferierer ved havet. Aaaah!

Det kulinariske kvantespring

På det sidste har det virkelig været svært at mætte de små munde med mælk alene, så i sidste uge besluttede vi, at denne søndag skulle være dagen, hvor vi ville introducere drengene for rigtig føde. Vi kunne lige se det for os - hvordan de med fryd og begejstring ville labbe det i sig og kigge taknemmeligt på os med smilende øjne. Vi glædede os helt vildt!

I går oprandt så dagen, og vi havde gjort alt for at skabe en højtidelig stemning om det store øjeblik: Der var rødvin i glassene og lækkerier på bordet til de voksne, og omhyggeligt tilberedt risgrød med pæremos til de små. Videokameraet kørte, og nu skulle vores lille drømmesyn blive til virkelighed ...

I kan sikkert allerede gætte, hvordan det gik: Helt til hest! Drengene syntes absolut ikke, der var noget som helst lækkert ved risgrød med pæremos. Især William kunne slet ikke døje det. Elias er der måske liiidt mere håb for.



Hvad I ikke kan se her er, at Elias også begyndte at græde (man kan kun lægge klip ud af en vis længde). Det endte i det rene hylekor og slet ikke som den udelte fornøjelse, vi havde regnet med.

Som Renee sagde bagefter: "Nu kan I se, hvorfor man ikke plejer at fejre børnenes første måltid!"

Nye gamle billeder

Så er vi begyndt at 'bladre' tilbage i fotoalbummet og finde billeder, der hører til her på bloggen, men som af den ene eller den anden årsag endnu ikke har fundet vej herud. (Som regel, fordi vi ikke selv har taget dem, men har fået dem fra andre på et senere tidspunkt.)

Vi er startet 'fra starten' og har fundet nogle, som er blevet lagt ind i albummet "Besøg på barselsgangen". Og så har vi endelig fået lagt billederne ud fra navnefesten. De har fået deres eget album, som I vil finde i højre side, hvis I kigger lidt ned ad listen (vi har forsøgt at bevare kronologien).

More will come!

Efter lægebesøget

Nu skal vi nok snart skifte emne, men vi er simpelthen så chokerede over måden, det foregår på herovre inden for sundhedsområdet, at vi bliver nødt til at dele det med jer derude.

Forleden var vi jo til lægen, da vi troede, at drengene skulle vaccineres. Det skulle de ikke, før de var helt raske. Udmærket. Lægen konstaterede, at William stort set er rask, men at Elias har fået mellemørebetændelse, og at han stadig er temmelig forkølet. Da vi går derfra, får vi en håndfuld recepter med, og vi tager derefter på apoteket og køber medicin for en mindre formue: Fire forskellige præparater i flydende form.

I går skulle vi så til at hælde noget af al den medicin på ungerne, men bliver i tvivl om, hvordan vi skal give dem det ene præparat, så vores nanny ringer til apoteket og spørger. "Kan de ikke bare drikke væsken?" spørger farmaceuten tilbage. "Tjah, de er jo kun godt fire måneder. Skal vi blande det i deres mælk? Det er jo ret meget ..." svarer Renee. "Fire måneder?! Jamen så er doseringen da helt forkert. Jeg ringer lige og taler med lægen og vender tilbage til jer." Og ganske rigtigt: på apoteket havde pigen, som blandede doserne (og som på alle måder signalerede, at hun ikke anede, hvad hun lavede, men den historie gemmer vi til en anden gang), fortolket "mg" (milligram) som "ml" (milliliter) med det resultat, at doseringen efter hendes udregninger blev 3 gange for høj - og i øvrigt skulle tages dobbelt så længe, for på forunderlig vis var de 5 dage på recepten vokset til 10 dage ifølge hendes vejledning på flasken!

[Her er bortcensureret en række stærke eder]

Vi var i forvejen ret skeptiske over mængden af medicin, de ville have, at vi skulle give drengene, så Marie ringer herefter - temmelig rystet - til sin mor, Birthe, som arbejder på børneafdelingen på et hospital. Birthe spørger en af børnelægerne, om det virkelig kan være rigtigt, at ungerne skal have al den medicin, og remser de enkelte medikamenter op. De er jo bare forkølede, og den ene har mellemørebetændelse. Hertil svarer lægen, at det er VILDT overdrevet. Det produkt, som de havde overdoseret (et steroid), er noget, man giver folk med alvorlige vejrtrækningsproblemer, og det antibiotika, de ville give Elias, er af en type, som man sjældent bruger i Danmark, da det er den mest bredspektrede, man kan få - og Elias har som bekendt bare en simpel mellemørebetændelse. Bortset fra antibiotikummet ville lægen i øvrigt have, at vi skulle give alle præparaterne til BEGGE børn, selv om William som sagt stort set er rask. Vi er dybt rystede. Tænk, hvis vi ikke - ved et rent og skært tilfælde endda - havde fundet ud af, at de havde overdoseret voldsomt, og vi havde fyldt de to små poder med et stærkt steroid i store mængder? Det er jo slet ikke til at holde ud at tænke på.

Deres omgang med medicin herovre er simpelthen grotesk. Vi vil nødigt klynke eller virke for kritiske eller paranoide, men vi begynder at ane nogle mønstre, og de mønstre peger på en ekstremt magtfuld medicinalindustri, som har al for megen indflydelse på, hvad lægerne anviser, og på, hvordan folk forholder sig til sygdom i det hele taget. Hver anden eller tredje reklame i fjernsynet er for medicin, og folk spiser piller som var det gajoler. Alle vegne kan man købe pillebakker med ugedagene på, så man kan holde styr på, hvad man skal tage i løbet af ugen. Det er ganske enkelt blevet normaliseret, at man tager medicin (i tilfælde, hvor det efter vores opfattelse er helt unødvendig), og det er klart vores indtryk, at vi bliver betragtet som ret hysteriske, fordi vi stiller spørgsmålstegn ved denne praksis.

Må medicinalindustrien aldrig få samme magt og indflydelse hjemme i Danmark!

Apropos vaccination ...

Eller måske rettere apropos det amerikanske sundhedssystem: Det er sygt. Ganske enkelt. Vi har hidtil fået drengene vaccineret én gang og været på hospitalet med deres forkølelser nogle gange hen over julen, som I ved. Regning: godt 40.000 kr.! Gudskelov er vi forsikrede, men det er der mange herovre, der ikke er. (Og selv om vi har den absolut dyreste og bedste forsikring, man kan opdrive, har vi da selv - indtil videre - måttet slippe over 1.500 kr. i såkaldt "co-payment".)

Man kan godt forstå, hvis amerikanerne skulle blive helt syge af bekymring for at blive syge!!

Øv, øv, øv

Vores drenge skal vaccineres igen i dag. Hulk, snøft, piv ...

Så er der nye billeder :-)

I går kørte vi mod The Everglades. Nu skulle vi altså se nogle af de der alligatorer, som Florida er så berømt/berygtet for. Men da vi kom frem, var Rina blevet halvsløj, og det var begyndt at dryppe, så vi vendte om igen. Det var ellers planen at tage en masse billeder af frygtindgydende alligatorer og lægge dem ud på bloggen til jer i dag. Dog nåede vi lige at tage billedet ovenfor, men i forhold til de billeder, vi har lagt ind i dag, må det siges at være falsk reklame. De billeder, I vil finde, hvis I klikker på det seneste link i højre side, er bare nogle stille og fredsommelige billeder fra en hyggelig weekend hjemme.

Alligatorprojektet er dog kun udskudt en uge, så vi vender frygteligt tilbage ...

Kys kys kys og brøøøøøl

Vi filmer drengene konstant, men har svært ved at finde tid til at se alle filmene igennem, så nu har vi simpelthen bare taget det sidste af båndene og udvalgt et par scener til jer.

I det første filmklip bliver William udsat for en af de mange daglige kysseture. Heldigvis synes han, at det er rigtig sjovt at blive kysset bag ørerne (den dag kommer nok, hvor han ikke gider det længere!), og som I vil se, illustrerer klippet også hans seneste måde at kommunikere sult på: At brøle!



I det andet klip brøler William og Renee om kap. I starten ser det ud til, at Renee vinder, meeen så bliver hun vist overhalet ...