Efter lægebesøget

Nu skal vi nok snart skifte emne, men vi er simpelthen så chokerede over måden, det foregår på herovre inden for sundhedsområdet, at vi bliver nødt til at dele det med jer derude.

Forleden var vi jo til lægen, da vi troede, at drengene skulle vaccineres. Det skulle de ikke, før de var helt raske. Udmærket. Lægen konstaterede, at William stort set er rask, men at Elias har fået mellemørebetændelse, og at han stadig er temmelig forkølet. Da vi går derfra, får vi en håndfuld recepter med, og vi tager derefter på apoteket og køber medicin for en mindre formue: Fire forskellige præparater i flydende form.

I går skulle vi så til at hælde noget af al den medicin på ungerne, men bliver i tvivl om, hvordan vi skal give dem det ene præparat, så vores nanny ringer til apoteket og spørger. "Kan de ikke bare drikke væsken?" spørger farmaceuten tilbage. "Tjah, de er jo kun godt fire måneder. Skal vi blande det i deres mælk? Det er jo ret meget ..." svarer Renee. "Fire måneder?! Jamen så er doseringen da helt forkert. Jeg ringer lige og taler med lægen og vender tilbage til jer." Og ganske rigtigt: på apoteket havde pigen, som blandede doserne (og som på alle måder signalerede, at hun ikke anede, hvad hun lavede, men den historie gemmer vi til en anden gang), fortolket "mg" (milligram) som "ml" (milliliter) med det resultat, at doseringen efter hendes udregninger blev 3 gange for høj - og i øvrigt skulle tages dobbelt så længe, for på forunderlig vis var de 5 dage på recepten vokset til 10 dage ifølge hendes vejledning på flasken!

[Her er bortcensureret en række stærke eder]

Vi var i forvejen ret skeptiske over mængden af medicin, de ville have, at vi skulle give drengene, så Marie ringer herefter - temmelig rystet - til sin mor, Birthe, som arbejder på børneafdelingen på et hospital. Birthe spørger en af børnelægerne, om det virkelig kan være rigtigt, at ungerne skal have al den medicin, og remser de enkelte medikamenter op. De er jo bare forkølede, og den ene har mellemørebetændelse. Hertil svarer lægen, at det er VILDT overdrevet. Det produkt, som de havde overdoseret (et steroid), er noget, man giver folk med alvorlige vejrtrækningsproblemer, og det antibiotika, de ville give Elias, er af en type, som man sjældent bruger i Danmark, da det er den mest bredspektrede, man kan få - og Elias har som bekendt bare en simpel mellemørebetændelse. Bortset fra antibiotikummet ville lægen i øvrigt have, at vi skulle give alle præparaterne til BEGGE børn, selv om William som sagt stort set er rask. Vi er dybt rystede. Tænk, hvis vi ikke - ved et rent og skært tilfælde endda - havde fundet ud af, at de havde overdoseret voldsomt, og vi havde fyldt de to små poder med et stærkt steroid i store mængder? Det er jo slet ikke til at holde ud at tænke på.

Deres omgang med medicin herovre er simpelthen grotesk. Vi vil nødigt klynke eller virke for kritiske eller paranoide, men vi begynder at ane nogle mønstre, og de mønstre peger på en ekstremt magtfuld medicinalindustri, som har al for megen indflydelse på, hvad lægerne anviser, og på, hvordan folk forholder sig til sygdom i det hele taget. Hver anden eller tredje reklame i fjernsynet er for medicin, og folk spiser piller som var det gajoler. Alle vegne kan man købe pillebakker med ugedagene på, så man kan holde styr på, hvad man skal tage i løbet af ugen. Det er ganske enkelt blevet normaliseret, at man tager medicin (i tilfælde, hvor det efter vores opfattelse er helt unødvendig), og det er klart vores indtryk, at vi bliver betragtet som ret hysteriske, fordi vi stiller spørgsmålstegn ved denne praksis.

Må medicinalindustrien aldrig få samme magt og indflydelse hjemme i Danmark!