mandag den 21. januar 2008

Det kulinariske kvantespring

På det sidste har det virkelig været svært at mætte de små munde med mælk alene, så i sidste uge besluttede vi, at denne søndag skulle være dagen, hvor vi ville introducere drengene for rigtig føde. Vi kunne lige se det for os - hvordan de med fryd og begejstring ville labbe det i sig og kigge taknemmeligt på os med smilende øjne. Vi glædede os helt vildt!

I går oprandt så dagen, og vi havde gjort alt for at skabe en højtidelig stemning om det store øjeblik: Der var rødvin i glassene og lækkerier på bordet til de voksne, og omhyggeligt tilberedt risgrød med pæremos til de små. Videokameraet kørte, og nu skulle vores lille drømmesyn blive til virkelighed ...

I kan sikkert allerede gætte, hvordan det gik: Helt til hest! Drengene syntes absolut ikke, der var noget som helst lækkert ved risgrød med pæremos. Især William kunne slet ikke døje det. Elias er der måske liiidt mere håb for.



Hvad I ikke kan se her er, at Elias også begyndte at græde (man kan kun lægge klip ud af en vis længde). Det endte i det rene hylekor og slet ikke som den udelte fornøjelse, vi havde regnet med.

Som Renee sagde bagefter: "Nu kan I se, hvorfor man ikke plejer at fejre børnenes første måltid!"

Ingen kommentarer: